- Opdateret 02/07/2021 kl. 16:22
Indsat er på fri fod efter flugt fra Vestre Fængsel
En indsat flygtede onsdag fra Vestre Fængsel i København, bekræfter Kriminalforsorgen.
Det lykkedes onsdag en indsat i Vestre Fængsel i København at flygte fra fængslet. Det bekræfter Kriminalforsorgen over for Ritzau.
Personen er fredag stadig på fri fod.
I en skriftlig udtalelse skriver Kriminalforsorgen:
- Kriminalforsorgen kan bekræfte, at en indsat er undveget fra Vestre Fængsel 30. juni. Politiet søger p.t. efter vedkommende.
- Kriminalforsorgen undersøger som altid sagen nærmere for at få afdækket omstændighederne ved undvigelsen.
- Vi ser naturligvis også på, om de relevante sikkerhedsprocedurer har været fulgt, og om procedurerne er gode nok.
I den forbindelse har justitsminister, Nick Hækkerup (S), i en mail oplyst til B.T., at han har bedt Kriminalforsorgen om en forklaring på, hvordan det har kunnet lade sig gøre.
- Det er dybt problematisk, at sådanne undvigelser kan finde sted. Jeg har desuden bedt om en forklaring på, hvad Kriminalforsorgen vil gøre for at forhindre, at det gentager sig, skriver han.
Kriminalforsorgen kan fredag eftermiddag ikke oplyse nærmere om de konkrete omstændigheder for fangeflugten.
Det kan formand for Fængselsforbundet Bo Yde Sørensen til gengæld.
Forbundet organiserer landets fængselsbetjente.
- Det er ikke en spektakulær Olsen-banden-flugt. Det er en række uheldige omstændigheder, der betyder, at det bliver muligt for den indsatte at gå ud gennem porten til fængslet, siger Bo Yde Sørensen.
Ingen fængselsbetjente led overlast i forbindelse med flugten.
- Mig bekendt er der ingen, der er kommet til skade i forbindelse flugten - hverken fysisk eller psykisk, siger formanden.
Det vides ikke, hvilken type indsat der er tale om - altså hvilken form for kriminalitet, den indsatte tidligere har begået.
/ritzau/