Fortsæt til indhold
Indland

Ingeniørforeningen: Infrastrukturaftale mangler grønne tiltag og sammenhæng

Ingeniørforeningen i Danmark, IDA, mener ikke, at partiernes aftale om infrastruktur gør nok for klimaet.

Folketingets partier siger det selv, mener formanden for Ingeniørforeningen i Danmark, IDA, Thomas Damkjær Petersen.

»Som de selv siger, er det en klimaneutral plan, de er kommet med. Det bidrager jo ikke til at nedbringe CO2-trykket. Og det synes vi i Ingeniørforeningen, at den burde.«

Samtlige partier i Folketinget står bag den infrastrukturaftale, der blev præsenteret mandag. Frem til 2035 har partierne bestemt at bruge 161 mia. kr. på at bygge flere veje, broer, cykelstier og jernbaner. Ifølge aftalen skal der bruges 64 mia. kr. på veje, 86 mia. kr. på jernbaner og kollektiv trafik, mens 11 mia. kr. er afsat til forskellige puljer. 55 mia. kr. vedrører projekter, der allerede er sat i gang.

Thomas Damkjær Petersen roser, at aftalen indebører at gøre al jernbanetrafik elektrisk, og at der er afsat en milliard mere til cyklisme ift. regeringens udspil. Men ifølge Ingeniørformanden er det ikke nok. Thomas Damkjær Petersen savner især konkrete tiltag for at få mindsket bilismen i myldretiden.

»Vi havde gerne set en grøn mobilitetsplan i stedet for en plan med rigtig mange enkeltelementer inden for veje, kollektiv trafik og cyklisme. Vi savner nogle greb til, hvordan vi kan få bilister til at tage cyklen eller kollektiv trafik, og hvordan vi kan nedbringe bilismen i myldretiden,« siger han.

Kørselsafgifter

Helt konkret foreslår ingeniørformanden et system med kørselsafgifter, der giver incitament til at holde bilerne fra vejene på tidspunkter med meget trafik.

»De steder, hvor man skal betale vil være i myldretiden i store byer, mens det kan været gratis at køre på landet og om aftenen, hvor der ikke er myldretid, og derfor ikke så meget trængsel på vejene. Bilafgiften skulle lægges om, så man betaler for at køre i stedet for den høje registreringsafgift, man har i dag,« siger han og henviser til foreningens egen plan ”Klimaansvar 2045: Sådan bliver vi klimaneutrale i 2045”, der er lavet i samarbejde med Aalborg Universitet.

Thomas Damkjær Petersen kritiserer desuden, at »der ikke er en sammenhæng i tiltagene«:

»Man kunne sammentænke meget mere. F.eks. at man kunne tage sin cykel mere med i tog og bus, eller at lave nogle knudepunkter, hvor man nemt kan skifte fra cykel til kollektiv trafik.«

IDA er ikke den eneste foreningen, der savner en mere fokus på klimaet.

I en pressemeddelelse ærgrer direktør i Danmarks Naturfredningsforening Lars Midtiby sig over, at aftalen » ikke harmonerer bedre med målet om at reducere CO2-udledningen med 70 pct. i 2030«.

»Aftalen lægger op til, at der skal bygges rigtig meget ny motorvej, og det holder bare ikke i et klimaperspektiv, når man sidste år lavede en transportaftale, som betyder, at de fossile biler forsat vil fylde omkring trefjerdedele på motorvejene i 2030. Samtidig kræver nye motorveje enorme mængder råstoffer at anlægge, så jeg har meget svært ved at se, hvordan det kan hænge sammen med vores klimamål,« siger han i pressemeddelelsen.

Artiklens emner
Trafik
IDA