Ung mand eftersøgt på Bornholm er fundet død i havn
Den druknede mand fundet i havnebassin er identisk med en savnet 21-årig mand fra Rønne.
Dykkere har torsdag eftermiddag fundet en livløs mand i Sdr. Bådehavn i Rønne. Det oplyser Bornholms Politi på Twitter.
Politiet oplyser, at der er tale om den 21-årige Nicki Aabank Gudbergsen, som blev meldt savnet efter at have forladt en fest søndag nat ved 02-tiden i Rønne.
Bornholms Politi skriver lidt efter kl. 17 på Twitter, at de pårørende er underrettet. Desuden noteres det, at intet tyder på, at der har fundet en forbrydelse sted.