Beskyttet klit klippet ned, som var det en græsplæne
En beskyttet klitstrækning på flere hundrede meter er blevet klippet ned - det er langt fra tilladt.
Det er uvist, hvem der har gjort det. Men det er ikke til at tage fejl af, at nogen på ulovlig vis har klippet en flere hundrede meter lang klitstrækning med f.eks. marehalm i Sæby ned, som var det en græsplæne.
Det skriver TV 2 Nord.
Frederikshavn Kommune afviser selv at være ansvarlig for klipningen, men har til gengæld rettet fokus mod de sommerhuse, der ligger ud til området. Den lokale grundejerforening får nu et brev, hvor der står, at »man skal lade vegetationen være og ikke klippe i marehalmen og hjelmene,« oplyser centerchef i kommunen Birthe Dilling Berg til TV 2 Nord.
Det er under to måneder siden, at retten i Hjørring afsagde dom i en anden, ganske omtalt sag om klithærværk fra Frederikshavns Kommune. Det var sagen fra Skagen, hvor et fredet klitområde i 2020 blev raseret med en gummiged.
I den sag blev en 62-årige forretningsmand fra Aalborg og en 39-årig entreprenør begge idømt to måneders betinget fængsel og 80 timers samfundstjeneste.
De nedklippede klitter i Sæby ligger indenfor strandbeskyttelslinjen.