Skandaleramt kommune mister endnu en chef
Endnu en topchef stopper i Fredericia Kommune. Dermed er tre topchefer og en borgmester forsvundet på et halvt år.
Efter at have mistet både borgmesteren, kommunaldirektøren og to topchefer må Fredericia Kommune i denne uge ruste sig til at miste endnu en chef i skikkelse af Kirsten Blæhr, chef for familieafdelingen.
Det har kommunen bekræftet overfor Fredericia Dagblad.
Kirsten Blæhr har selv meldt sin opsigelse.
»Kirsten Blæhr har indgået en senioraftale med Fredericia Kommune. Hun stopper derfor med udgangen af juni og vil bruge den næste måned på at skabe den bedst mulige overdragelse til sin ledergruppe og medarbejderne i afdelingen. Kirsten har arbejdet med børn og unge i 26 år i Fredericia Kommune, og vi er i direktionen i dialog med Kirsten om, hvordan vi får sagt ordentligt farvel og tak for det gode samarbejde,« lyder det i en udtalelse fra Camilla Nowak, fungerende kommunaldirektør i Fredericia Kommune, til TV SYD.
Både TV Syd og Fredericia Dagblad skriver, at der på det seneste har været mange klagesager vedrørende familieafdelingen, og at kommunen har valgt at søge om rådgivning fra Socialstyrelsen.
Fredericia Kommune har siden årsskiftet været plaget af skandalesager, der klistrer til eksborgmester Jacob Bjerregaard (S).
Sagerne om Jacob Bjerregaard er endt hos Sydøstjyllands Politi, som efterforsker eksborgmesteren i en sag om køb af en byggegrund. Politiet efterforsker derudover om Bjerregaard og den tidligere kommunaldirektør i kommunen har overtrådt straffelovens bestemmelse om grov eller gentagen skødesløshed i udførelsen af deres stilling.
Det er som en direkte konsekvens af de sager, at kommunaldirektøren er blevet bortvist og senere fyret, mens både økonomi- og personalechefen samt stabschefen blev fritaget for tjeneste.
Sagerne har medført skærpet interesse for mulige habilitetsproblemer i kommunen, og den henseende er Kirsten Blæhrs ægtefælle, byrådsmedlem for S Lars Ejby, også kommet i fokus.
Fredericia Dagblad skriver således, at Lars Ejbys habilitet i Økonomiudvalget bliver undersøgt i en sag hos Ankestyrelsen.
Lars Ejby valgte i weekenden at sygemelde sig og har meddelt, at han ikke genopstiller ved det kommende kommunalvalg.