Fortsæt til indhold
Indland

22 af landets 25 højeste smittetal findes på Sjælland - se hvor den laveste smitte er

En optælling viser, at man kan finde kommuner med lave smittetal i næsten alle landsdele. Den højeste smitte er koncentreret i langt højere grad.

Genåbningen er undervejs i Danmark med næste store skridt rundt om hjørnet efter påske, når blandt andet frisørerne kan åbne for biksen igen fra 6. april.

For at genåbningsplanen kan fortsætte, skal smittetallene holdes inden for en vis margen, og de seneste uger er det på landsplan gået godt med kontaktal lige omkring eller lige over en - altså med en epidemi i enten stilstand eller med svagt stigende tendens.

Dykker man om bag de landsdækkende tal, viser opgørelsen pr. kommune dog, at smitten lige nu er skævvredet.

Som det er set tidligere i epidemien, er det på Sjælland, man finder problemet, når man ser på incidenstal: Altså antal smittede pr. 100.000 indbyggere på en uge.

Ser man de 25 kommuner med højest incidenstal pr. tirsdagens tal fra SSI, viser en hurtig opgørelse, at 22 af dem ligger på Sjælland. Området kan endda indkredses yderligere til Nordsjælland, hovedstadsområdet samt Holbæk lidt længere mod vest.

Her er de 25 kommuner med højest smitte, hvis man isolerer dem på smittekortet - se hele opgørelsen længere nede. Grafik: SSI

Det er også udelukkende blandt disse sjællandske kommuner, at man finder incidenstal over 150. Klart værst ser situationen ud i Ishøj med et incidenstal på over 370, hvilket er langt højere end Brøndby, som med lidt under 250 har det næsthøjeste incidenstal.

Ishøj er dog samtidig billedet på, hvordan genåbningen også bliver håndteret i disse uger med mulighed for lokale indgreb. Kommunen er således allerede undtaget for genåbninger på skoleområdet. Dette varer foreløbigt et stykke ind i april.

De tre kommuner i top-25, som ligger uden for Sjælland er i øvrigt Billund (146,8 i incidens), Vejle (147,3) og Randers (132,1)

Hvis man kigger mod bunden af smitteopgørelsen er der måske ikke overraskende en del færre sjællandske kommuner at se.

Tirsdagens tal viser således, at man blandt de 25 kommuner med mindst smitte finder 5 sjællandske. Derudover er der 13 på det jyske fastland, 1 på Fyn samt 6 ø-kommuner

Her er de 25 kommuner med lavest smitte, hvis man isolerer visningen af dem på smittekortet. Se hele kortet længere oppe. Grafik: SSI

Allerlavest på listen finder man Samsø, Ærø og Læsø Kommuner, som slet ingen smittede har haft i en uge. Faktisk har lige disse tre kommuner kun haft tre smittetilfælde siden midten af januar.