Ny vaccinationskalender: Se, hvornår du kan få din coronavaccine
Mandag har Sundhedsstyrelsen udsendt den seneste version af vaccinationskalenderen. Den rummer en nyhed i den gode retning og et markant forbehold.
Det går frem og tilbage i estimater. Fra side til side i kalenderen.
Det er vaccinationsplanen, vi taler om. Den opgørelse fra sundhedsmyndighederne, som viser os alle sammen, hvornår det bliver vores tur til at blive vaccineret mod coronavirus.
Den seneste version sendte Sundhedsstyrelsen ud mandag middag. Denne gang var det med en justering i den positive retning. Helt konkret er slutdatoen for vaccinationsprogrammet nu anslået til at være faldet i næstsidste uge af juli: uge 29.
I en midlertidig ny version, der blev sendt ud torsdag, lå den dato ellers i uge 30.
Forklaringen på ændringen er, at det ser ud til, at Johnson & Johnson kan levere en lille smule mere end frygtet i april med 84.000 ét-stiks-doser og også lidt flere doser end ventet henover sommeren. På kort sigt for april er der dog stadig tale om langt færre end de 495.000 Johnson & Johnson-doser for måneden, som var forventningen indtil sidste uge.
Her er den nye kalender, som den ser ud pr. 29 marts. På Sundhedsstyrelsens hjemmeside kan du også finde en mere detaljeret version med angivelse af begge stik:
Den nye plan torsdag indeholder dog også et stort forbehold: Astrazenecas skæbne, som endnu ikke er afgjort.
Danmark har i over to uger afholdt sig fra at bruge de vaccinedoser fra Astrazeneca, som vi har til rådighed, fordi en forbindelse til blodpropper skal undersøges til bunds. For nuværende har Sundhedsstyrelsen forlænget pausen frem til midten af april, inden der vil blive truffet en afgørelse.
Den beslutning har i første omgang påvirket vaccinationskalenderen på kort sigt, fordi de mange Astrazeneca-doser ikke kan blive brugt til hverken første eller andet stik.
Bliver pausen for Astrazeneca gjort til et permanent stop, vil følgerne være endnu mere omfattende.
Sundhedsstyrelsen har allerede regnet på scenariet og er kommet frem til, at det valg ville betyde, at slutdatoen for vaccineprogrammet skubbes i to uger.
Når du så har fundet dig selv i den nye vaccinationskalender ovenfor og prøvet at regne med og uden Astrazeneca, skal du huske, at planen stadigvæk kan rokkes af andre årsager. For eksempel er planen følsom overfor, om leverandørerne kan overholde de nuværende aftaler, og om nye producenter bliver godkendt i det forventede tempo.
Der kan også vise sig en ekstra joker i form af den russiske Sputnik-vaccine. Den er slet ikke indregnet i de danske planer, så hvis den bliver godkendt af EU og indlemmet i indkøbsordningen, vil enhver leverance booste de danske planer.