Danskerne er det mest slikhungrende folkefærd i verden
Hver dansker køber i gennemsnit 35 kg søde sager om året, og ingen andre nationer køber mere slik end os, konkluderer DTU.
Der ryger ofte slik eller andre søde sager i indkøbskurven, når borgere i Danmark handler. Danskerne køber i gennemsnit 6,6 kg slik om året, og dermed indtager Danmark den globale førsteplads for slikindkøb.
Vi køber cirka dobbelt så meget slik, som de gør i eksempelvis England og USA. Det viser en publikation fra DTU Fødevareinstituttet.
Derudover køber vi i gennemsnit 5,7 kg chokolade årligt. Det vil sige, at danskerne i gennemsnit køber 12,3 kg slik og chokolade om året.
Når indkøb af kager, is, desserter og snackbarer ryger med i regnskabet, løber det op i gennemsnitligt 35 kg søde sager i indkøbskurven pr. dansker hvert år. Det svarer til næsten 100 gram søde sager hver dag året rundt.
I publikationen fra DTU bliver der desuden peget på, at det reelle forbrug formentlig er langt højere. Det skyldes, at salgstallene ikke dækker eksempelvis grænsehandel, restaurantbesøg eller hjemmebag.
127 liter søde drikke
Det er ikke kun slik og kage, danskerne gerne skovler indenbords. Også søde drikkevarer som sodavand og saftevand er vi glade for. Faktisk er Danmark det land i verden, hvor borgerne køber næstmest saftevand. Vores saftindtag bliver kun overgået af Irland.
Hver dansker køber i gennemsnit 37 liter drikkeklar saftevand om året. Derudover køber hver dansker i gennemsnit 82 liter sodavand og 4,5 liter energidrikke årligt.
Hvis alle søde drikke lægges sammen, køber danskerne i gennemsnit 127 liter årligt. Det svarer til 35 centiliter hver dag pr. dansker.
Det store indtag af sukkerholdig mad og drikke er ikke problemfrit, påpeger forfatterne bag publikationen.
»Set fra et sundhedsmæssigt synspunkt er problemet med danskernes verdensmesterskab i slik og andenplads i saftevand, at det tager pladsen fra den sunde mad og drikke, kan skade tandsundheden og kan føre til overvægt,« skriver instituttet.
I Danmark er indkøbet af søde drikke højere end i de øvrige europæiske lande, men mindre end i USA. Hver amerikaner køber i gennemsnit 186 liter søde drikke om året, og det er primært sodavand, der ryger i deres indkøbskurv.
Opgørelsen fra DTU Fødevareinstituttet er baseret på indkøbstal fra 2018 fra Euromonitor, der indsamler salgsdata for 100 lande i verden.