Fortsæt til indhold
Indland

»Idioti ved højlys dag«: Odense-borgmester vil misbrug af isolationsfaciliteter til livs

Odenses Kommunes borgmester vil undersøge, om man kan kræve betaling for isolationsophold, hvis brodne kar ikke opfører sig ordenligt. Greves borgmester har tidligere forsøgt det samme uden held.

I Odense Kommune har man haft episoder med borgere, der ikke har formået at overholde de mest basale regler for isolation, når de på grund af smitte blev indlogeret på faciliteter betalt af skattekroner.

Det skriver TV 2 Fyn.

»Der har været enkelte episoder med borgere, der ikke har været forenelige med isolationsophold, hvor reglerne er overtrådt. Det har været fordi, at borgerne er har forladt boligen eller har inviteret gæster ind i boligen,« bekræftede Jette Mark Sørensen, sundheds- og forebyggelseschef Ældre- og Handicapforvaltningen i Odense Kommune, torsdag til mediet.

Ifølge sundhedschefen blev der taget hånd om episoderne, ved at man over for de pågældende »indskærpede omstændighederne« omkring det at være i isolation.

Men ugerningen er faldet flere politikere for brystet. Heriblandt Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S). Han vil nu få undersøgt, om man gøre krav gældende over for personer, der »misbruger« isolationsmuligheden ved at «spankulere i byen og invitere venner på besøg« i faciliteterne.

»Jeg vil egentlig gerne have, at de betaler pengene tilbage for de udgifter, det offentlige har haft ved, at de har kunne komme i isolation,« siger han til Jyllands-Posten

»For det er simpelthen idioti ved højlys dag, det de laver. Vi står midt i en pandemi, og det er jo en nøgleindsats for at bryde smittekæderne, at dem, der er smittet, isolerer sig,« siger han.

Det er borgmesterens indtryk, at det drejer sig om nogle »få idioter«. Men han vil gerne sende et »tydeligt signal« til andre, der måtte være fristet af at tage på hotel på kommunens regning.

»Et eller andet sted kunne man ønske, at corona ikke smittede idioter. Men det gør det desværre,« siger han.

Hvis det er få, er det så en nævneværdig regning for kommunen?

»Det skal vi jo finde ud af,« siger han.

»Bor du på hotel i en uge, eller er du et sted, hvor det også har været nødvendigt, at der har skullet installeres vagter, så er der mange ting, der godt kan løbe op. Men alt det skal vi jo grave os ned i for at finde ud af, hvad det er for nogle udgifter, vi kan gøre krav gældende på. Og om vi kan gøre det.«

Diskussionen er aktuel, efter Fyens Stiftstidende for nylig har bragt udtalelser om problemer fra en anonym hotelmanager, der assisterer kommunen med isolationsfaciliteter.

På en anden facilitet, det tidligere Hjallese Plejecenter, var der tilbage i efteråret problemer med indlogerede, der pillede røgalarmer ned og inviterede venner ind. Der måtte også hyres vagter. Problemerne kostede »op mod 150.000 kr.« har Henrik Littau-Jensen, der er afdelingschef i By- og Kulturforvaltningen, sagt til Fyens.dk.

I januar reagerede Greves borgmester, Pernille Beckmann (V), ligeledes på det, hun betegnede som »groft hensynsløs og uansvarlig« adfærd fra borgere, der var indlogeret på Zleep Hotel i Høje Taastrup.

Borgmesteren havde »hørt om isolerede borgere, der holder fest på værelserne«, »opfører sig, som om de er på ferieophold, og spiser deres mad i hotellets restaurant, eller går på shopping i City 2« samt »kører ræs på parkeringspladsen«, skrev hun i et brev til flere borgmesterkollegaer.

Pernille Beckmann foreslog dengang at rette henvendelse til regeringen om muligheden for at sende de pågældende borgere en regning for ophold og vagtordninger.

»Det fik vi faktisk ikke medhold i. Men Kommunernes Landsforening fik faktisk forhandlet det ind, så vi kan stoppe visitationen af borgeren. Det vil sige, hvis nu borgeren ikke opfører sig ordentligt, kan vi smide dem ud lige på stedet,« forklarer Pernille Beckmann torsdag til Jyllands-Posten.

Der har dog ikke siden været anledning til at gribe til det værktøj over for Greves borgere.

»Man kan sige, at vi har truet lidt med det - det tror jeg faktisk har haft en effekt,« siger Pernille Beckmann med et grin.