Fortsæt til indhold
Politik

Magnus Heunicke og regeringen aflyser tvangsindgreb i Vollsmose

Sundhedsminister Magnus Heunicke frygter, at lysten til at lade sig teste falder, hvis der kun indføres et krav om at gå isolation, men ikke en pligt til at blive podet en gang om ugen.

Det vil alligevel ikke blive straffet med bøde, hvis en coronasmittet beboer i Vollsmose bryder sin isolation.

Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke under en spørgetime i Folketinget.

»Faren kunne være, at færre vil lade sig teste. Og vi skal have flere til at blive testet,« siger han i folketingssalen og oplyser, at han nu vil sende et brev til Folketingets Epidemiudvalg, der redegør for, »hvorfor vi vælger ikke at gå videre der«.

Mandag indkaldte regeringen til møde med få timers varsel for at få grønt lys fra Folketinget til at indføre en stribe indgreb i Odense-bydelen, hvor der har været et stort smitteudbrud.

Regeringen foreslog bl.a. at indføre en pligt til at lade sig teste en gang om ugen for beboere og besøgende i Vollsmose. Hvis ikke de gjorde det, skulle det straffes med bøde. Regeringen ønskede også at indføre en pligt til at gå i isolation, hvis man blev smittet. En overtrædelse af det skulle også udløse bødestraf.

Et flertal i Folketingets Epidemiudvalg sagde nej til testkravet, men ja til isolationspligten. Men som professor Jens Lundgren i dag forklarer til Jyllands-Posten, så er det »helt håbløst« og til dumpekarakter at gøre det ene uden at gøre det andet.

»Hvis der alene er tvang om isolation, så vil dem, der tøver med at være med i den smitteforebyggende indsats, bare lade være med at lade sig teste. For bliver du ikke testet, bliver du ikke isoleret. Incitamentet til at lade sig teste falder. Det er direkte kontraproduktivt for at håndtere et udbrud,« siger Jens Lundgren.

Samme besked har Magnus Heunicke fået fra den såkaldte epidemikommission, et rådgivende organ, der består af repræsentanter for sundhedsmyndigheder og ministerier.

»Jeg har spurgt epidemikommissionen, dvs. vores sundhedsmyndigheder. Deres vurdering er, at det er uklogt rent epidemiologisk at gå videre med et krav om isolation, hvis der ikke er et krav om testning. De to ting hænger simpelthen sammen,« siger han i folketingssalen.

Folketinget godkendte mandag, at regeringen kan indføre bøder til personer over 12 år, der uberettiget undlander at bruge mundbind eller visir i detailhandlen i Vollsmose. Det ventes at træde i kraft i dag og vil forventeligt koste ca. 2.500 kr. i bøde.