Skoleelever: For tidligt at aflyse sommerens afgangsprøver
Et skoleår i coronaens tegn har ramt eleverne hårdt, og nu rejser spørgsmålet sig, om sommerens eksamener og afgangsprøver overhovedet kan gennemføres.
Corona-nedlukninger, hjemsendelser og masser af fjernundervisning har vendt så meget op og ned på hverdagen på skoler og ungdomsuddannelser, at det risikerer at skade elevernes faglige og sociale niveau.
Gymnasieeleverne vil løse problemet ved at aflyse hovedparten af sommerens eksaminer og forlænge skoleåret, så det varer til midten af juni.
»Vi vil lave samme model, som man lavede sidste sommer, hvor man aflyser langt de fleste eksamener - med få undtagelser - og så forlænger man skoleåret, så eleverne har mulighed for at indhente det tabte og se klassekammeraterne igen,« siger Ingrid Kjærgaard, der er forkvinde for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, DGS, til Ritzau.
Udmeldingen kommer efter, at flere forskere og fagfolk i Berlingske tirsdag advarer om, at coronakrisen har skabt en fagligt dårligere elevårgang, som mangler nogle praktiske kompetencer, der kan blive svære at indhente.
»Man kan ikke afvise, at vi får en årgang, der halter fagligt efter og kommer til at stå dårligere end andre årgange. Skrækscenariet er, at dem, der for eksempel skal i gymnasiet nu, ikke får kompenseret for det, de har mistet, og så kommer de om nogle år ud af gymnasiet med et lavere resultat, end de ellers kunne have fået,« siger Andreas Rasch-Christensen, der er forskningschef ved Forskningscenter for pædagogik og dannelse på VIA University College, til avisen.
Folkeskolens elever er dog ikke klar til at aflyse årets afgangsprøver endnu.
For selvom der snart skal findes en løsning, så advarer Danske Skoleelevers formand, Esther Vyff, mod at træffe forhastede beslutninger.
»Det er for tidligt at sige noget om afgangsprøverne endnu. Vi skal stadig bruge noget tid på at få det mest nuancerede billede af sagen, men jeg ved allerede nu, at rigtig mange elever er bekymrede og føler sig presset over eksamenerne og hvordan de kommer til at foregå,« siger hun.
Danske Skoleelever er i øjeblikket ved at indsamle synspunkter fra en række elever og elevrådsformænd rundt om i landet.
»Det er en ekstremt svær beslutning, som vil have betydning for rigtig mange elever,« siger Esther Vyff, som dog forventer, at afgangsprøverne under alle omstændigheder bliver anderledes end normalt. Eventuelt med et mindre pensum.
Minister: Vi har hørt jer
Med ønsket om at se tiden an lidt endnu er skoleeleverne på linje med undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.
Hun oplyste i sidste uge, at regeringen er opmærksom på eksamensproblematikken og er ved at undersøge mulighederne.
»Hvis vi tager beslutningen for tidligt, kan vi komme til at skulle lave den om for mange gange - hvis f.eks der løbende sker forlængelse af nedlukning. Tager vi den for sent, kommer I og jeres lærere under for stort usikkerhedspres. Det er balanceakten, og det er årsagen til, at vi ikke har truffet beslutning endnu. Men vi har hørt jer, og vi er på bolden,« skrev hun på Facebook.
Erhvervsskoler ekstra udfordret
Ifølge Danske Erhvervsskoler og -Gymnasie lederes organisation, DEG, haster det med en afklaring.
Det siger formand Ole Heinager, som også er direktør for en af landets største erhvervs- og gymnasieskole, NEXT Uddannelse København.
Han peger på, at fagligheden på erhvervsuddannelserne er endnu mere udfordret af hjemsendelserne end på de almene gymnasier og i folkeskolerne, fordi en stor del af undervisningen er praktisk.
»Vores elever har brug for at være til stede i laboratorierne eller værkstederne. Den teoretiske undervisning kan godt klares via fjernundervisning, men man kan ikke stå derhjemme og svejse eller erstatte en murerske med en mus, så vores elever kommer til at mangle nogle færdigheder,« siger Ole Heinager.
En stor del af eleverne begynder i deres grundforløb i disse dage, og hvis nedlukningen fortsætter ind i marts, kan det blive nødvendigt at forlænge forløbet om på den anden side af sommerferien for at indhente det tabte. For efter grundforløbet skal eleverne ud på lærepladser.
»Hvis ikke eleverne får de nødvendige færdigheder, kan vi ikke sende dem ud i virksomhederne,« siger Ole Heinager og tilføjer:
»Derfor vil vi også gerne have dem prioriteret i forhold til en gradvis åbning, hvor vi f.eks. kan tage 50 procent af eleverne ind på skift.«
For erhvervsgymnasiernes (HTX og HHX) vedkommende forestiller han sig, at man kan afkorte læseferien og indføre nogle intensive, praksisrettede undervisningsforløb op mod afgangsprøverne. Og eventuelt aflyse nogle af eksamenerne.
»Det vil være vores anbefalinger, hvis restriktionerne varer ved,« siger han.