Selv om julen er ovre, har juletræet masser af værdi
Ifølge danske fjernvarmeværker er der så meget energi i de gamle juletræer, at det kan opvarme 3.500 boliger i et helt år. Men meget går til spilde.
Salget af juletræer har i år sat rekord med 1,6 mio. træer, fordi mange ikke kunne holde jul sammen, sådan som de plejer. Det giver ekstra mange aflagte juletræer.
Men et brugt juletræ er ikke bare affald – det kan også lynhurtigt omdannes til energi og varme, lyder det fra Dansk Fjernvarme.
Et juletræ vejer ca. 15 kilo. Hvis alle træer omdannes til træflis, vil de give varme til ca. 3.500 boliger – en mindre by – i et helt år, viser beregninger fra Dansk Fjernvarme.
Det sker bare ikke i dag.
Vi skal fremover fyre mindre med affald i vores fjernvarmeproduktion, derfor er det noget, vi fremadrettet skal have mere fokus på.Maria Dahl Hedegaard, fagkonsulent, Dansk Fjernvarme
Kun 3-4 af Danmarks ca. 400 fjernvarmeselskaber har ifølge fagkonsulent Maria Dahl Hedegaard fra Dansk Fjernvarme en ordning, hvor borgerne kan komme og aflevere deres brugte juletræ og efterfølgende se det blive omdannet til træflis. Selv om 142 værker fyrer med træflis.
Brønderslev gør det
Maria Dahl Hedegaard nævner Brønderslev som et eksempel på et sted, hvor man har haft succes med at invitere borgerne til at komme med deres gamle juletræer.
Andre selskaber har formentlig andre ordninger – nogle komposterer således juletræerne – men mange har endnu ikke tænkt genbrug af juletræerne ind, lyder det.
»Det hænger sammen med, at man først skal afgøre, om et juletræ er affald eller biomasse. Og i år har coronasituationen gjort det vanskeligere. Dertil kommer, at nye regler omkring, hvad man må kalde biomasse, gør det yderligere kompliceret,« forklarer Maria Dahl Hedegaard.
Hun mener, der er behov for at ændre reglerne, så man lettere kan bruge juletræerne til at lave varme.
»Vi skal fremover fyre mindre med affald i vores fjernvarmeproduktion, derfor er det noget, vi fremadrettet skal have mere fokus på,« siger Maria Dahl Hedegaard.
3,6 mio. danskere, ca. 1,7 mio. husstande, har fjernvarme. Dermed får næsten to tredjedele deres opvarmning via et fjernvarmerør.