Fortsæt til indhold
Indland

Fynske robotter sættes ind imod coronavirus i skoler og på plejehjem

Odense Kommune har indledt pilotprojekt, der forventes at kunne nedbringe sygefraværet.

Kan en ny desinfektionsrobot nedbringe sygefraværet på skoler og plejehjem?

Det er et af de afgørende spørgsmål for Odense Kommune, der netop har indledt et fire måneder langt pilotprojekt i samarbejde med den fynske robotvirksomhed UVD Robots.

Ifølge Odense Kommune har projekter i hospitalssektoren vist evidens for, at desinfektionsrobotter kan være med til at reducere sygdom. I forbindelse med covid-19-pandemien har der på mange kommunale institutioner og skoler været skruet op for den daglige rengøring. Erfaringerne her indikerer, at der kan være en sammenhæng mellem den øgede rengøring og mindre sygdom hos de mennesker, der anvender lokaliteterne.

»Robotten fjerner ikke behovet for den traditionelle rengøring, men i forhold til at fjerne virus og bakterier på kontaktflader kan den virkelig noget, og spørgsmålet er, om man kan se det på sygefraværet. Det håber vi at blive klogere på,« siger afdelingschef for drift og anlæg i Odense Kommune Henrik Littau-Jensen til Ingeniøren.

Den robot, der indgår i det fynske pilotprojekt, desinficerer rummene med ultraviolet lys, og kan ifølge UVD Robots eliminere 99,9 pct. af sygdomsfremkaldende bakterier, vira og svampe.

Et lokale kan typisk desinficeres i løbet af et kvarters tid, og robotten sættes i gang via en tablet og er ellers selvkørende på samme måde som f.eks. en robotplæneklipper.

De forventede udgifter til pilotprojektet beløber sig ifølge Odense Kommunes egen vurdering til ca. 300.000 kr.

Robotvirksomheder er i det hele taget blevet et så stort aktiv for Fyn, at øen brander sig selv på området. Ifølge opgørelser fra fyens.dk nærmer beskæftigelsen inden for robotindustrien sig snart 5.000 ansatte på øens godt 130 robotvirksomheder, som tæller alt fra de helt små til de store aktører som Mobile Industrial Robots (MIR) og Universal Robots (UR), der begge er ejet af amerikanske Teradyne.

For UVD Robots, der er ejet af Blue Ocean Robotics, har succesen med robotten, der kan slå bakterier og vira ihjel, allerede været til at tage og føle på i dette helt særlige coronaplagede år. Allerede i april kunne man melde om imponerende vækstrater i salget.

»Efterspørgslen på UVD-robotten er steget rigtig meget. Vi har haft årlige vækstrater på 400 pct., men nu ligger vi til 1.000 pct., måske 1.200 pct. Det er en ret voldsom udvikling for os,« løb det tidligere på året fra Claus Risager, direktør for Blue Ocean Robotics, i et interview med Finans.dk.

Hvor stor omsætningen er på robotterne, eller hvor mange den fynske virksomhed har solgt, er en fabrikshemmelighed, men alene én kinesisk kunde har bestilt et trecifret antal af UVD-robotten. Og der bliver ansat omkring 20 nye folk hver måned, så der nu er samlet 145 medarbejdere i Blue Ocean-gruppen.