Sådan bidrager robotter i kampen mod corona
Robotter er flere steder i verden trådt i stedet for mennesker for bl.a at mindske smittespredning og håndhæve forbud.
Menneskeracen er mangt og meget overlegen. Men i en periode af verdenshistorien, hvor coronavirus har overumplet og overtaget hverdagen i langt størstedelen af klodens lande, har mennesket én svaghed. En stor én endda.
Vi kan blive smittede med corona. Og hvis man varetager arbejde i nogle af samfundets såkaldt kritiske funktioner, som sygeplejersker, læger, sundhedspersonale og politi gør, har lande stor interesse i at passe på disse.
Og det har banet vejen for tegnologiske alternativer.
For selvom den robot, der lige nu konsulterer patienter på Circolo-hospitalet i den italianske by Varese, er udstyret med et par venlige øjne og et skævt smil, så kan robotter ikke få corona, og det er en stor fordel.
Her er tre eksempler på, at lande har erstattet – eller suppleret – mennesket med teknologien i kampen mod corona.
Holland: En flyvende betjent
Som i mange andre lande er indbyggerne i Holland underlagt strikse regler og retningslinjer for, hvordan og hvornår de må færdes udenfor hjemmet for at undgå smittespredning af corona. Landets regering har derfor indført forsamlingsforbud på mere end tre personer. Et forbud, der indtil videre gælder til 1. juni.
Og for at håndhæve forbuddet har myndighederne i den hollandske by Heerlen udstyret en drone med en megafon og et kamera, så den med en myndighedsperson i den anden ende kan anråbe borgerne i byen, hvis de ikke overholder forbuddet.
Italien: Robotsygeplejersken Tommy
Den norditalienske region Lombardiet har de seneste uger været et af de steder i verden, der har været hårdest ramt af coronaudbruddet.
Som i resten af det italienske sygehusvæsen er hospitalerne i regionen hårdt pressede på ressourcer. Derfor har personalet på Circolo-hospitalet i den italienske by Varese fået hjælp af seks nyindkøbte robotter, der kan varetage nogle af de opgaver, som både læger og sygeplejersker ellers ville påtage sig. Det skriver Reuters.
Ikke meget større end et barn kan robotten aflæse patienters tal, og patienterne kan bruge den inkorporerede skærm til at indtale beskeder til personalet.
»Det er som at have en sygeplejerske mere, men uden alle de problemer der relaterer sig til infektioner,« sagde Francesco Dentali, der er overlæge på hospitalets intensivafdeling til mediet.
En af Tommys største fordele er nemlig, at den er med til at mindske smittefaren blandt personalet, fordi de i mindre grad skal i kontakt med mange forskellige patienter i løbet af en arbejdsdag.
Derudover frigives der tid til, at personalet kan tage sig af de patienter, hvor behovet for tilstedeværelsen af sundhedspersonale i kød og blod er større. Samtidig skal robotten ikke iføres værnemidler som mundbind, dragter og visir, og dermed sparer hospitalet på nogle af de værnemidler, hvor man i forvejen på verdensplan er i underskud.
Se i videon herunder, hvordan robotten Tommy assisterer personalet på Circolo-hospitalet:
Danmark: En rullende rengøringsrobot
Selvom coronakrisen for mange virksomheder er lig med tab, blomstrer den fynske robotvirksomhed Blue Ocean Robotics lige nu. Deres datterselskab UVD Robots står nemlig bag en selvkørende robot, som kan descinficere hospitalsstuer med et særligt UV-lys.
Lyset ødelægger den såkaldte arvemasse i bakterier og virus og dræber dem dermed. Se robotten i aktion herunder:
Robotten er skabt i samarbejde med Odense Universitetshospital, og da coronakrisen ramte Kina, landede en ordre på et tocifret millionbeløb hos virksomheden til levering af udstyr til det kinesiske sundhedsvæsen.
Siden krisens start har firmaet oplevet en vækst på 1.200 pct., og efterspørgslen kommer nu ikke længere kun fra indkøbscentre, fængsler og lufthavne, der grundet virussen vil have så rene flader, som muligt. Det skriver Ingeniøren.
Det har de udenlandske medier tilsyneladende også spærret øjnene op for. I slutningen af marts omtalte det britiske medie den fynske virksomheds opfindelse. Det kan læses her.