Sundhedsministeriet: Kommunalt ansatte bør ikke deaktivere smittestop-app
I Favrskov opfordres alle kommunalt ansatte til at gøre smittestop-appen inaktiv, når de er på arbejde. Men det kan ikke anbefales, lyder det fra Sundhedsministeriet.
Det er ikke nogen god idé.
Sådan lyder det kort sagt fra Sundhedsministeriet i sagen om Favrskov Kommune, som har anbefalet sine ansatte at deaktivere smittestop-appen, når de er på arbejde.
Opfordringen kommer efter tilfælde, hvor medarbejdere har fået besked om at isolere sig, selv om de ifølge kommunen ikke har været tæt på en smittet.
Men det giver kun mening i visse situationer, når det gælder sundhedspersonale, lyder det i et skriftligt svar fra Sundheds- og Ældreministeriet.
»Anbefalingen bunder i, at sundhedspersonale er uddannet i at bære værnemidler som foreskrevet, og derfor ikke er udsat for samme smitterisiko, når de er i nærheden af personer, der har covid-19, eller som er mistænkt for at være smittet. Det kan f.eks. gøre sig gældende for podere på landets teststeder, der dagligt er i kontakt med mange personer, der viser sig at have covid-19,« skriver ministeriet og fastslår:
»Det anbefales ikke, at kommunale ansatte generelt skal gøre appen inaktiv i arbejdstiden.«
Opdateret efter fejl
Flere andre kommuner har drøftet brugen af smittestop-appen, og i Aarhus Kommune har man valgt at anbefale medarbejdere inden for sundheds- og omsorgsområdet kun at tænde for den i deres fritid.
Professor i virologi på Aarhus Universitet Søren Riis Paludan har dog svært ved at se pointen.
»Hvis det er en systemfejl i appen, der gør, at forkerte får notifikationer fra den, så skal det løses. Man skal ikke lave lokale detailløsninger. Enten virker appen, og så bruger vi den, ellers skal alle vide, der er problemer med den. Det tyder på, at kommunerne og appen tolker forskelligt, hvad der er den relevante distance fra en, der er smittet. Under alle omstændigheder ser jeg, at det er en dårlig idé at slukke for appen,« sagde han mandag til JP Aarhus.
I oktober kom det frem, at en fejl i smittesporingsappen betød, at eksempelvis kolleger, klassekammerater eller personer i husstanden ikke altid fik besked om, at de havde været tæt på en coronasmittet. I slutningen af oktober blev appen derfor opdateret, og Sundhedsministeriet oplyser, at det har ført til flere notifikationer om smitterisiko.
Kan give fejlbesked
Appen bruger Bluetooth til at udregne tid og afstand mellem telefoner. Men Bluetooth virker ikke ens på alle telefonmodeller. På nuværende tidspunkt er konfigurationen den, som giver den største sandsynlighed for, at der vil blive udsendt en besked, hvis der har været en nær kontakt - uanset telefonmodel. Det kan dog betyde, at nogle personer vil få en advarsel, selv om de ikke har haft en nær kontakt, lyder det fra ministeriet, som tilføjer, at det løbende bliver vurderet, om konfigurationen skal tilpasses.
I sidste uge fik 31 personer en positiv covid-19-test, efter at smittestop-appen havde adviseret dem om, at de havde været tæt på en smittet. Det er det højeste antal, siden appen blev lanceret den 18. juni.
Samtidig angav 5.147, at de lod sig teste, fordi de havde fået en besked fra appen. De reelle tal er formentlig endnu højere, for de baserer sig på en spørgeskemaundersøgelse på coronaprover.dk, hvor svarprocenten er omkring 50 pct.
I oktober udsendte appen 5.647 smittemeldinger, mens tallet til og med den 15. november ligger på 4.724.
Fra Sundhedsministeriet lyder det, at man bør tage beskeder fra smitteappen alvorligt:
»Da ny coronavirus kan smitte ved kortvarige kontakter, er det vigtigt at følge myndighedernes anbefalinger og f.eks. blive testet, hvis man får en besked om smitterisiko i appen.«