Fortsæt til indhold
Indland

Rengøringsgigant møder stor kritik

Mangelfuld rengøring, elendig mad og nedskæringer i ISS Facility Services er årsagerne til den massive kritik, der i den seneste tid har været rettet mod selskabet fra flere steder i Forsvaret.

ISS Facility Services kaldte det selv for Danmarks største offentlige facility-aftale, da den trådte i kraft den 1. februar 2018. Her overtog ISS en række opgaver fra Forsvaret selv for alt fra Forsvarsministeriet til landets kaserner, flyve- og flådestationer og øvelsesområde.

Nu møder den stor kritik fra flere sider af dem, der ellers skulle nyde godt af bl.a. ISS’ forplejning, rengøring og tekniske installationer.

Senest har oberst Torben Dixen Møller fra Danske Artelleriregiment, som også er garnisonskommandant på Oksbøl Kaserne, kaldt partnerskabsaftalen »fuldstændig forfejlet« til JydskeVestkysten.

»Det er fuldstændig forrykt. Folkene er dybt frustrerede. De slår op i banen og har på mange måder opgivet,« siger Torben Dixen Møller til JydskeVestkysten.

Muggen sandwich

På Facebook brokker personalegrupper i Forsvaret sig højlydt over kvaliteten af primært maden og den mangelfulde rengøring. Gruppen "Til kamp mod ISS" blev stiftet for en måned siden og er i skrivende stund oppe på 4.500 medlemmer.

I gruppen påviser et medlem et eksempel på dårlig mad med en muggen sandwich, der er leveret til rekrutter på skydebanen, mens en anden har delt en video fra Livgardens kaserne af aflåste toiletter, der er låst af på grund af manglende vedligeholdelse med teksten »ét toilet til 120 gardere på livgardens kaserne...«

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) siger til Fagbladet 3F, at hun allerede nu er i gang med at se, hvad der kan gøres.

Det sker, efter Fagbladet 3F torsdag skrev, at forsvarsansatte i 2019 havde sendt 6.289 officielle klager over den service, som ISS leverede i Forsvaret. Det er næsten dobbelt så mange, som Forsvarets Ejendomsstyrelse (FES) modtog året før i 2018, da selskabet overtog al servicedrift.

Selv om forsvarsministeren siger, at hun er i gang med at undersøge, hvad der kan gøres for at løse problemet, erkender hun, at det hele »ikke er løst i morgen eller om et halvt år«, som hun skriver i en mail til Fagbladet 3F.