Farvel til kørekortet: Bilist kørte 221 km/t
Sydøstjyllands Politi fangede flere bilister, der kørte for stærkt på den Østjyske Motorvej.
»Sæt tempoet lidt ned.«
Sådan lyder det i et opslag fra Sydøstjyllands Politi, efter at man foretog en fartkontrol på Østjyske Motorvej.
Fartkontrollen blev udført mandag på motorvejen i retning mod nord ved Fuglsang Rasteplads ved Skanderborg fra klokken 14.30 til 21.30.
I det tidsrum blev 196 bilister målt til at køre mere end 130 km/t. 15 bilister kørte mere end 160 km/t, og de bilister vil dermed - ud over bøden - også få en betinget frakendelse af førerretten.
Derudover var der også en bilist, der i særlig grad havde travlt.
Sydøstjyllands Politi skriver, at køretøjet blev målt til 221 km/t, og at føreren - ud over bøden - står til en ubetinget frakendelse af kørekortet.
221 km/t er i øvrigt samme hastighed, som en Audi blev snuppet med på motorvej E45 nord for Hobro i august.
Her blev blev en civil patruljebil overhalet af en Audi A6, som patruljebilen målte til at køre med en gennemsnitsfart på 221 kilometer i timen over en distance på ti kilometer.
I den sag fik chaufføren i bilen inddraget førerretten på stedet, og en passager i bilen måtte overtage rattet og køre hjem.
Der har i de senere år været øget fokus på den såkaldte vanvidskørsel. Vanvidskørsel betegnes som bilister, der kører dobbelt så hurtigt som det tilladte, over 200 km/t og ellers groft tilsidesætter færdselssikkerheden.
Kører man over 200 km/t giver det ifølge Rigspolitiet ubetinget frakendelse af kørekortet i minimum seks måneder samt en bøde på mindst 10.000 kr. afhængig af vejstrækningen. Desuden risikerer man at få beslaglagt sit køretøj.