Fortsæt til indhold
Aarhus

15.000 støtter forslag om strengere straf til vanvidsbilister

Nære venner til et offer for vanvidskørsel står bag borgerforslag, som kan komme til behandling i Folketinget næste år.

Tirsdag mistede en 23-årig kvinde livet i krydset mellem Åby Ringvej og Edwin Rahrs Vej i Aarhus. Hun blev påkørt af en bilist, mens hun var ude på en løbetur.

De nærmere omstændigheder for ulykken er endnu ukendte, men for to år siden blev en 21-årig kvinde dræbt af en vanvidsbilist, der kørte over for rødt.

Nu bliver der fra flere sider sat spørgsmålstegn ved straffen til vanvidsbilister, der dræber. Bilisten, der var skyld i den 21-årige kvindes død, blev 10 måneder efter ulykken idømt en måneds ubetinget fængsel og en frakendelse af kørekortet i et år. Anklageren i sagen var utilfreds, da hun gik efter halvandet års fængsel og frakendelse af kørekortet i fem år.

Inden længe kan Folketinget ende med at tage emnet op. I starten af august fremsatte syv borgere forslaget ”strengere straf til vanvidsbilister, som dræber”.

Er det sådan, samfundet synes, det er fair at straffe, når nogen har ødelagt en familie?
Thomas Wolf, forslagstiller på borgerforslag om strengere straffe til vanvidsbilister

De var alle syv nære venner med den politimand, der omkom på Langebro i København i juli 2019, efter at en bilist kørte vanvidskørsel på H.C. Andersens Boulevard og Langebro. Ifølge forslagsstilleren, Thomas Wolf, ville de gøre noget, for at hans død ikke var forgæves.

»Det er så tilfældigt. Man kan ikke forhindre, at nogen kører vanvittigt og rammer, hvor du tilfældigvis står. Det kan ramme alle, og derfor er det så vigtigt at tage emnet op, så vores kammerat ikke er død forgæves,« siger han.

Kun skærpende

Borgerforslaget går ud på, at der skal indføres minimumsstraffe i de paragraffer i straffeloven, som omhandler, at man uagtsomt har forvoldt en andens død eller betydelig personskade, hvis det er sket under særligt skærpende omstændigheder. Disse omstændigheder er eksempelvis sprituskørsel eller særlig hensynsløs kørsel.

Der skal indføres minimumsstraffe i de paragrafer i straffeloven, som omhandler, at man uagtsomt har forvoldt en andens død eller tilføjet en anden betydelig skade på liv og legeme, hvis det sker under særligt skærpende omstændigheder som i forbindelse med spirituskørsel, narkokørsel eller særlig hensynsløs kørsel.

I sager med uagtsomt manddrab i de tilfælde, hvor overtrædelsen er begået under særligt skærpende omstændigheder, ønsker forslagsstillerne, at der indføres en minimumsstraf på tre års fængsel.

»Det er kun i de tilfælde, hvor det er skærpende, vi mener, at straffen bør hæves. Det er, hvis du er vanvidsbilist – hvis du kører alt for hurtigt eller er påvirket. Straffen ved almindeligt uheld er okay, der kan jo ske uheld med tragiske konsekvenser,« siger Thomas Wolf.

Borgerforslaget har foreløbig fået 15.341 underskrifter på lidt over to måneder. Det skal nå 50.000 støtter inden den 30. januar 2021, for at det kan blive taget op i Folketinget. I sagen om Thomas Wolfs ven, der blev dræbt af en vanvidsbilist, er der endnu ikke faldet dom. Thomas Wolf forklarer, at forventningen er en dom på halvandet års fængsel til bilisten.

»Er det sådan, samfundet synes, det er fair at straffe, når nogen har ødelagt en familie? Som vanvidsbilist tilsidesætter man andres liv ved at køre dobbelt så hurtigt eller være påvirket. Det går aldrig ud over dem, der kører råddent. Det er altid tilfældige.«

Hvis borgerforslaget når 50.000 støtter, skal partierne i Folketinget tage stilling til, hvem der vil fremsætte forslaget som et konkret beslutningsforslag. Herefter vil det blive behandlet som et normalt borgerforslag.