Skærpede rejsevejledninger for danskere, der skal til Grønland
I takt med at coronasmitten stiger i Danmark, har det grønlandske landsstyre nu skærpet rejsevejledningerne for danske indrejsende.
Coronasmitten stiger endnu engang i Danmark, og det har fået det grønlandske landsstyre til at stramme vejledningerne for danske indrejsende til Grønland.
Vejledningerne, der trådte i kraft den 18. september, opfordrer alle indrejsende fra såkaldte ”røde” kommuner i Danmark til at lade sig re-teste fem dage efter ankomst til Grønland, samt til at holde afstand og undgå sociale arrangementer indtil det kan udelukkes, at man er smittet med covid-19.
Det oplyser det grønlandske landslægeembed på deres hjemmeside.
En kommune betegnes som rød, hvis der er mere end 30 nye smittede pr. 100.000 indbyggere, og ifølge tal fra Statens Seruminstitut er dette lige nu tilfældet i 52 danske kommuner.
Da der er tale om opfordringer, er det ikke et krav at man lader sig teste efter ankomst. Fælles for alle indrejsende gælder dog stadig kravet om, at der inden boarding på flyet til Grønland skal fremvises en negativ coronatest, som ikke må være mere end fem dage gammel, samt en såkaldt Sumut-blanket, der fungerer som en personlig lokaliseringsformular.
Grønlands befolkede områder er desuden inddelt i ”sårbare” og ”åbne” steder afhængigt af, hvor langt der eksempelvis er til nærmeste sundhedscenter. Skal man rejse ind i et område, der betegnes ”sårbart” er det obligatorisk for alle, at man lader sig teste på femte-dagen efter ankomsten til Grønland, inden man rejser videre. Alternativt kan man gå i 14 dages karantæne.
Ifølge tal fra det grønlandske landslægeembed har der pr. 22. september været registreret 14 smittede i Grønland, hvoraf alle er raskmeldte, og indtil videre er der ingen døde.
Da første bølge af corona brød ud i marts, blev flyvning med turister til Grønland lukket ned, og der blev krav om, at alle indrejsende danskere skulle i 14 dages karantæne.
Den danske smitteudviklingen følges tæt, og der arbejdes lige nu med at opdatere bekendtgørelsen for indrejse i Grønland, så den fortsat favner det øgede smittebillede i Danmark. De nye rejsevejledninger kommer i kølvandet på, et stigende smittetryk i Danmark, hvor der det seneste døgn er registreret 476 smittede.
Det grønlandske landsstyremedlem Anna Wangenheim opfordrer desuden alle grønlandske borgere til fortsat at overholde retningslinjerne for afstand og hygiejne internt i landet:
»Danmark står nu i anden bølge af covid-19 pandemien, hvor Grønland indtil nu har undgået en egentlig første bølge. Det er lykkedes pga. en vellykket indsats med kontrolleret indrejse, og fordi alle borgere har taget et stort ansvar og fulgt de sundhedsfaglige råd. Skal vi fortsat lykkedes med at holde covid-19 smitten på et minimum, skal vi alle igen tage ansvar. Vi kender de sundhedsfaglige råd – men vi skal også følge dem.« siger hun på landslægeembedets hjemmeside.