Fortsæt til indhold
Indland

Hurtig genåbning: Grønland åbner for fri indrejse fra mandag

Grønland har så godt styr på coronasituationen, at man har besluttet at genåbne landet langt tidligere end forventet.

Egentlig skulle Grønland være genåbnet i tre faser, hvoraf fase et trådte i kraft den 15. juni.

Men torsdag har landsstyret på et pressemøde meddelt, at der er så godt styr på coronasituationen i Grønland, at fase to er droppet, og man går direkte til fase tre.

Det betyder bl.a., at restriktionerne for antallet af indrejsende i landet er droppet, så der fra midnat mandag den 20. juli er fri indrejse i landet.

I fase et var der bl.a. krav om hjemmekarantæne for ankomne samt en gentest for corona efter ankomst. Dette krav er droppet for størsteparten af Grønland, på nær et mindre antal små bygder, hvor der er langt til sygehuse og dermed behandling, hvis man skulle vise sig at være smittet.

Desuden var der et loft på 600 ugentlige flypassagerer fra Danmark. I fase to var der lagt op til 1.200 ugentlige ankomne, men landsstyret har altså besluttet at tillade fri indrejse og i stedet følge Danmarks regler for, fra hvilke lande personer kan rejse ind i Grønland.

»De tre faser er kun en vejledning. Og lige nu er der nul smittede i Grønland,« siger landsstyreformand Kim Kielsen til KNR om den hurtige genåbning.

Personer, som ankommer til Grønland, skal stadig kunne fremvise en negativ coronatest, der maksimalt må være fem dage gammel.

»Når man kommer til Grønland, skal man have et bevis på, at man ikke er smittet,« lød det fra Kim Kielsen på pressemødet.

Landsstyreformanden meddelte tillige på pressemødet, at der frem til nytår fortsat vil være begrænsninger på arrangementer. Det er maksimalt tilladt at samles 100 personer indendørs og 250 udendørs.

I slutningen af maj registrerede Grønland sit første coronatilfælde, efter at man havde været uden tilfælde i 11 uger.

Ifølge det grønlandske Landslægeembedet har der pr. 16. juli været registreret 13 coronasmittede i Grønland, siden udbruddet begyndte, og alle 13 er raskmeldte.

Den 18. marts lukkede Grønland for flyrejsende fra udlandet.