Italiens bøn må aldrig igen blive glemt – det skal Danmark nu hjælpe med
Danmark skal huse et EU-lager med medicinsk udstyr, som skal styrke EU's respons mod coronapandemien og andre fremtidige kriser.
Coronakrisen har fået EU’s medlemslande til at sætte flere penge af til sundhedsområdet, og en del af de penge kommer nu til at blive brugt på at placere et lager med medicinsk udstyr på dansk grund.
Det annoncerede kommisær for krisestyring Janez Lenarcic på et pressemøde tirsdag middag.
Lageret skal huse »livreddende udstyr og andet vitalt medicinsk udstyr, der skal kunne leveres ud i hele unionen i situationer, hvor de nationale sundhedssystemer bliver overbelastet,« forklarede kommissæren.
I starten af coronapandemien kom der fokus på det, som nogle så som manglende solidaritet mellem EU-landene, og andre erkendte som minimum var manglende evner til at hjælpe hinanden i coronakrisens kaotiske begyndelse.
Især da det nordlige Italien var hårdt ramt i begyndelsen af året, vakte det opmærksomhed, at ingen EU-lande stod klar til at imødekomme en bøn om hjælp med blandt andet respiratorer.
Lageret i Danmark hører under RescEU-initiativet, som allerede i foråret fik Tyskland og Rumænien til at melde sig til at huse de første to fælles medicinske lagre.
På tirsdagens pressemøde var det ikke kun Danmark, der blev annonceret som ny lagervært. Det samme var også tilfældet for Grækenland, Ungarn og Sverige, så der altså fremover vil være seks fælles lagre med medicinsk udstyr og værnemidler fordelt rundt i EU. Det er også landene, der huser lagrene, der står for at indkøbe det udstyr, der bliver lagret.
Lagrene bliver finansieret af EU’s budget, så det bør ikke medføre direkte omkostninger for Danmark at tage del i det nye initiativ.
Målet med lagrene er, at »intet medlemsland nogensinde vil blive ladt alene igen,« understregede Janez Lenarcic på pressemødet:
»Det er lige præcis oplevelserne fra slutningen af februar og begyndelsen af marts, der er årsag til dette her. Tidligere havde kommissionen ikke en reserve af medicinsk udstyr til rådighed, fordi medlemsstaterne aldrig havde fundet det nødvendigt. Vi gik ind i pandemien med en forestilling om, at medlemslandene selv kunne klare det - indtil et land (Italien. red.) løb tør for udstyr, og ingen andre lande svarede dem.«
»Det er ikke bare en symbolsk gestus. Det er en praktisk gestus,« slog han også fast.