45 personer blev smittet: Tandlægepars fødselsdagsfest blev et supersprederevent
Parret står nu frem og advarer andre mod at tro, at man kan gøre en fest coronasikker.
Nogle fester er mere mindeværdige end andre, men det er alligevel sjældent, at en privat fødselsdagsfest ender med at trække overskrifter i stort set alle landets medier.
Men det er imidlertid virkeligheden for et tandlægepar fra Roskilde. I august holdt parret en fest, der siden er blevet nævnt flere gange af sundhedsmyndighederne som en af de største supersprederbegivenheder i Danmark og som et eksempel på, hvorfor vi skal være så varsomme med privatfester, mens covid-19 florerer i samfundet.
Efter festen var 45 ud af 68 festgæster smittet med covid-19, og nu står parret frem for at advare andre om, at det trods alverdens forholdsregler alligevel kan gå galt.
Til Politiken fortæller tandlægeparret Kasper og Armita Afshari Boel Thomsen, at de havde samlet venner og familie til festen, der udover at være en dobbelt 40-års fødselsdag også skulle være en fejring af, at Armita Thomsen var kommet levende igennem et langt forløb med brystkræft.
Til avisen nævner parret flere eksempler på, hvordan de tog alle mulige forholdsregler og fulgte alle myndighedernes anbefalinger, inden den store fest.
Men desværre var en af festdeltagerne smittet med covid-19 uden at vise symptomer, og siden er der blevet taget 45 positive coronatest, som med al sandsynlighed kan henføres til den ene smittede gæst til Armita og Kaspers fest.
På den baggrund fortryder parret i dag, at de holdt festen, og de mener, at festen er eksemplet på, at man uanset forholdsregler aldrig kan gøre en fest coronasikker.
»Vi er kede af, at folk er blevet smittet til vores fest, og havde vi forbrudt os mod alle retningslinjer, ville vi have haft en dårlig mavefornemmelse. Men vi fulgte alle retningslinjer. Vi har intet gjort, man ikke måtte. Vi har ikke haft 500 mennesker til body tequila,« siger Kasper Boel Thomsen til Politiken.
Da der fredag var pressemøde om coronasituationen sagde faglig direktør på Statens Serum Institut Kåre Mølbak således om private forsamlinger:
»Det er vigtigt at sikre, at de store forsamlinger undgås, og at vi primært ses med dem, som vi har allermest kontakt med i forvejen, og ses i færre og mindre grupper.«