Hver femte ung har kørt bil uden at vide, om deres promille var for høj
De unge er overrepræsenteret i alle typer trafikulykker, og en ny undersøgelse viser, at godt hver femte ung har kørt bil uden at vide, om deres promille har været for høj. Rådet for Sikker Trafik arbejder på en kampagne, som er målrettet yngre bilister.
Natklubberne er denne sommer skiftet ud med privatfester, men uanset, hvor festen holdes, er ikke alle unge lige gode til at lade bilen stå efter en festlig aften.
Det viser en ny undersøgelse blandt 1.025 repræsentativt udvalgte danskere, som Kantar Gallup har foretaget for Gjensidige Forsikring. Her angiver 19 pct. svarende til knap hver femte unge mellem 18 og 29 år, at de i løbet af de seneste tre år har kørt bil dagen efter en fest, uden at vide om deres promille var over den kriminelle grænse på 0,5.
Ifølge tal fra Vejdirektoratet var der sidste år 281 personer, som kom til skade, og 28 personer blev dræbt i spiritusulykker. Fra 2015 til 2019 har de unge i alderen 18-24 år samlet set været involveret i 1.159 færdselsulykker, hvor føreren af bilen havde indtaget alkohol. At de unge uforvarende kører med for meget alkohol i blodet, er ifølge direktør i Gjensidige Forsikrings skadeafdeling, Henrik Sagild, et alvorligt problem:
»Det er en dybt problematisk kombination, når de unge bilister, som ofte ikke er ret rutinerede, vælger at køre bil, når de har drukket for meget spiritus. Det er aldrig smart at køre, når man har drukket, men kombinationen af manglende erfaring og alkohol gør det ekstra farligt i dette tilfælde,« siger Henrik Sagild til Jyllands-Posten.
Rådet for Sikker Trafik overvåger løbende danskernes holdning til spritbilisme, og her genkender man ligeledes problemet med unge, som sætter sig bag rettet med alkohol i blodet. En undersøgelse blandt 3.515 bilister viser, at 16 pct. af de unge mellem 17 og 35 år har kørt bil i løbet af det seneste år, selvom de mente, at deres promille var over det lovlige. Derudover viser tal fra juni, at hver fjerde unge mellem 25-35-år har kørt med i en bil, hvor de havde mistanke om, at føreren havde drukket for meget.
»Vi kan se en udvikling, som tydeligt viser, at unge er overrepræsenteret i alle typer af trafikulykker, herunder også spiritusulykker. Det skyldes dels den manglende rutine, og at man som ung er lidt overmodig, men også rammerne, som de unge kører i, hvor der ofte er mange i bilen, og hvor der spilles høj musik, hvilket medfører, at man lettere mister opmærksomheden,« siger seniorprojektleder Michelle Laviolette fra Rådet for Sikker Trafik.
Ifølge projektlederen er problemet særligt centreret om de helt unge mænd, som lige har fået kørekort. Derfor arbejder Rådet for Sikker Trafik på en kampagne, der er målrettet til denne aldersgruppe, og som skal udrulles i løbet af efteråret.
»Vi håber, det vil få flere unge til at blive bevidste om, hvilken adfærd de udviser i trafikken, dels når de selv sidder bag rattet, men også når man er passager. Vi prøver at sætte fokus på at turde gribe ind og sige fra overfor folk, som udviser en farlig adfærd i trafikken,« siger Michelle Laviolette.