»Hvis Lars Løkke og de andre banditter ikke havde ødelagt vores efterlønsordning, så ville vi slet ikke have de problemer«
Jakob Ellemann-Jensen foreslår at lempe på seniorpensionsordningen som alternativ til en ny ret til tidlig pension. Men det har ansigtet på Socialdemokratiets valgløfte ikke stor fidus til.
For få uger siden lagde Arne Juhl - ansigtet på Socialdemokratiets valgløfte om en tidlig folkepension- selv afstand til dele af regeringens forslag i et interview med Jyllands-Posten.
Men selvom Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, onsdag foreslog, at man som alternativ til Socialdemokratiets udspil lemper kravene til den såkaldte seniorpension, som VLAK-regeringen indførte, er Arne Juhl stålsat. Den 60-årige bryggeriarbejder gennem over 40 år har ingen fidus til Venstres udmelding på dagen, hvor Socialdemokratiet præsenterede sit længe ventede pensionsudspil.
»Ved du hvad, hvis Lars Løkke og de andre banditter ikke havde ødelagt vores efterlønsordning, så ville vi slet ikke have de problemer, vi har i dag. Så de kan sgu takke sig selv for det. Det er min holdning til det,« siger Arne Juhl.
Det hører dog med til historien, at det var Mette Frederiksen, der som beskæftigelsesminister i 2011 fremsatte og fik vedtaget det lovforslag, som i sidste ende forhøjede efterlønsalderen og forkortede efterlønsperioden.
Seniorpensionen, der siden er kommet til, kan benyttes af personer, som har maksimalt seks år til pensionsalderen, har haft fuldtidsarbejde i 20-25 år, og hvis arbejdsevne vurderes at være mindre end 15 timer. De sidste to kriterier er Jakob Ellemann-Jensen åben for at justere, så flere kan få adgang til ordningen.
Socialdemokratiet lægger op til at give folk, der har været over 42 år på arbejdsmarkedet ret til tidlig pension - uden lægelig visitation. Arne Juhl undsagde i Jyllands-Posten Socialdemokratiets plan om, at retten også skal gælde personer, der ikke er nedslidte. Men han ser alligevel et større problem i involveringen af læger i seniorpensionsordningen - lempelser eller ej.
»Lægerne skal pilles af, så kan jeg godt gå ind for det. De har simpelthen sådan nogle skrappe krav; dem er der nærmest ingen, der kan opfylde,« siger Arne Juhl om den seniorpension, som fra sin ikrafttræden den 1. januar og frem til maj blev søgt af 1.833 personer.
»Og man kan jo se, at dem, der er kommet på i dag, kom fra overførselsindkomst. Der er ikke mange almindelige arbejdere, der er kommet på den.«
Blot 74 personer, som fra januar til maj søgte om seniorpension, blev afvist, 96 pct. fik den tilkendt. Tre pct. gik fra beskæftigelse til seniorpension, resten modtog inden da andre ydelser.
Hvad med dig, bliver Socialdemokratiets udspil relevant for dig?
»Det må jeg ikke udtale mig om før klokken 13,« svarer Arne Juhl.