Ny grønlandsk militærstyrke på vej – skal bruge 120 frivillige
Styrken skal bestå af et større antal frivillige, der skal støtte Arktisk Kommando i særlige situationer.
Om alt går vel, vil arbejdet med at rekruttere frivillige til en ny grønlandsk militærstyrke begynde til næste år. Styrken skal bestå af et større antal frivillige, der skal støtte Arktisk Kommando i særlige situationer, oplyser Arktisk Kommando.
Detaljerne om den nye styrke, dens funktion og antallet af frivillige er fortsat under udarbejdelse. Men til det grønlandske medie Sermitsiaq siger Arktisk Kommandos vicechef, John Boye Rasmussen, at reservestyrken formentlig kommer til at tælle omkring 120 personer, der kan grønlandsk og har lokalkendskab.
»Vi har brug for en reservestyrke, som kan bistå Arktisk Kommando i kritiske situationer. Og vi er i øjeblikket i gang med et analysearbejde, der skal munde ud i en særlig grønlandsk reservestyrke. Hvis alt går, som vi håber, kan vi gå i gang med rekrutteringen i andet halvår 2021,« siger John Boye Rasmussen.
Allerede i 2016 lød det fra den daværende danske regering, at Grønland skulle have sit eget hjemmeværn under Arktisk Kommando –inspireret af canadiske ”rangerkorps” – som en del af oprustningen i Arktis.
Sidste år varslede Arktisk Kommando en udvidelse af reservestyrken og ansatte i den forbindelse flere reservister fra forskellige personalegrupper. Denne styrke fungerer primært som støtte for det fastansatte personel ved Arktisk Kommando ved større ulykker eller naturkatastrofer – eksempelvis som ved tsunamien ved Nuugaatsiaq i 2017. Den nye frivillige styrke skal ses som et supplement til denne.
Arktisk Kommando er en del af det danske forsvar og er ansvarlig for forsvaret af Grønland og Færøerne. Her foretager man bl.a. overvågning af farvande, eftersøgninger og civile opgaver. Siriuspatruljen fungerer også under Arktisk Kommando.
Der er omkring 100 ansatte, hvoraf 70 medarbejdere er i hovedkvarteret i Nuuk, mens resten fordeler sig rundt om i Grønland, i Danmark og på Færøerne.