Indenfor disse områder er der fortsat ledige studiepladser
Over 10.000 kvalificerede ansøgere står ved midnat uden en studieplads. Der er dog fortsat ledige pladser at hente for de afviste ansøgere.
Mens knap 70.000 ansøgere ved midnat kunne fejre, at de er blevet optaget på en videregående uddannelse, fik 10.686 kvalificerede ansøgere samtidig beskeden om, at de i år ikke er blevet tilbudt en studieplads.
Afvisningen sker alene, fordi der på de pågældende uddannelser har været flere ansøgere end pladser, og fordi de afviste ansøgere ikke har haft tilstrækkeligt karaktergennemsnit til at komme ind på uddannelserne. Ligesom de ikke er blevet vurderet kvalificerede nok via kvote 2.
Håbet er dog ikke ude for de ansøgere, som ved midnat har modtaget en afvisning.
Over 370 uddannelsesudbud har fortsat ledige studiepladser, oplyser Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Bedst ser det ud for de ansøgere, som efter nattens afvisning vil forsøge sig med en teknologibaseret uddannelse i det midtjyske.
Ifølge ministeriet har både erhvervsuddannelserne, professionsbacheloruddannelserne og bacheloruddannelserne nemlig fortsat en del ledige studiepladser inden for det tekniske område. Mens Region Midtjylland er den region, hvor flest udbud fortsat har ledige studiepladser.
Hele 141 af de i alt 373 uddannelsesudbud, der fortsat har ledige pladser, er professionsbacheloruddannelser, mens 118 er erhvervsakademiuddannelser og 114 bacheloruddannelser.
Erhvervsakademiuddannelserne har bl.a. ledige pladser inden for det økonomisk-merkantile område og det tekniske område. Mens bacheloruddannelser har flest ledige studiepladser indenfor teknisk videnskab og naturvidenskab.
Også på det pædagogiske område er der endnu ledige studiepladser.
Region Sjælland og Region Hovedstaden er de regioner, hvor færrest uddannelsesudbud fortsat kan tilbyde de studerende en ledig plads.
Det er den enkelte institution, der fastsætter processen for at søge de ledige pladser, og hvor længe man kan søge.
Efterhånden som pladserne fyldes op, lukker uddannelsesinstitutionerne for tilgangen på ledige pladser. Ansøgere til ledige studiepladser skal fortsat opfylde adgangskravene.
Sammenlignet med 2019 er der i år 19 færre uddannelsesudbud med ledige pladser efter offentliggørelsen af tildelte studiepladser.
Find den fulde liste over ledige pladser her.