Fortsæt til indhold
Bydelen Aarhus Ø

Flyveplads vil lægge asfalt til lovligt gaderæs

Asfalten på Lindtorp flyveplads' landingsbane kræver dog renovering for mellem tre og seks mio. kr., før bilerne kan indtage området.

Asfalten ved Lindtorp Flyveplads vest for Holstebro kan måske i fremtiden danne ramme for områdets gaderæs-entusiaster. Det skriver TV Midtvest.

Flyvepladsens formand, Dorte Vilsgaard, foreslår nemlig, at der kan blive kørt gaderæs på pladsen. Det sker efter, at områdets billister med hang til gaderæs længe har efterlyst et sted, hvor de lovligt kan mødes og brænde dækgummi af.

»Vi vil egentligt gerne være så mange som muligt herude. Vi synes jo, det her er nogle helt fantastiske omgivelser. Der er en miljøgodkendelse, der gør, at vi kunne sameksistere herude,« siger Dorte Vilsgaard til mediet om den fremtidige brug af den 30 meter brede og 1.200 meter lange asfaltstribe.

Der er hidtil blevet arrangeret ulovligt gaderæs i området, men Midt- og Vestjyllands Politi har flere gange forbudt ræsene. Men før flyvepladsen kan fungere som racerbane, kræver det ifølge mediet, at asfalten renoveres for mellem tre og seks mio. kr. Det vil nu være op til den enkelte gaderæs-forening at indsamle pengene.

I weekenden blev en 23-årig mand hårdt kvæstet ved netop, hvad Fyns Politi formoder var et gaderæs. Foruden den 23-årige kom tre personer til skade, da to biler lørdag aften ifølge politiet havde kørt om kap i Odense. Her stødte den ene af de to biler frontalt sammen med en modkørende bil.

»Øjenvidner har fortalt os om et voldsomt kørselsforløb med to biler i udadgående retning på Rugårdsvej inden uheldet. Vi formoder, at der er tale om gaderæs, altså at de har kørt om kap,« sagde vagtchef Steen Nyland fra Fyns Politi.

Også i bydelen Aarhus Ø har man i en periode været plaget af billister, der kører om kap, laver donuts med bildækkene og spiller høj musik. Det har nu fået kommunen til at indsætte vagter for at afskrække de store grupper på om mod 50 unge fra at opholde sig i havneområdet. Samtidig har Østjyllands Politi flere gange opstillet en mobil politistation af samme årsag.