2019 satte kedelig rekord for trafikdrab blandt særlig en type trafikant
Sidste år så landet det højeste antal dræbte motorcyklister i trafikken i 10 år. Ifølge FDM giver tallene anledning til bekymring.
2019 satte en »trist rekord« for motorcyklister dræbt i trafikken. Her mistede 27 personer nemlig livet i motorcykelulykker, og det er det højeste i 10 år. Det viser en opgørelse fra Rådet for Sikker Trafik lavet ud fra tal fra Vejdirektoratet.
Det høje antal ærgrer pressekonsultent i rådet, Jeppe Gudmandsen, der især bider mærke i, at tallene ikke følger den generelle, nedadgående tendens for trafikulykker og -drab blandt andre trafikanter.
Jeg har desværre oplevet at miste gode motorcykelvenner i tragiske ulykker, og uanset hvem der har skylden i ulykken, er det fuldstændig meningsløst, når det sker.
»De sidste 10 år er antallet af dræbte og tilskadekomne motorcyklister ikke blevet nedbragt, som vi har set det hos andre trafikantgrupper. Derimod har antallet ligget stabilt med få udsving, og den triste rekord med 27 dræbte motorcyklister i 2019 understreger, at vi ikke er i mål endnu. Det er alt for ofte menneskelige fejl eller direkte forkert adfærd, som er grunden til, at ulykkerne sker,« udtaler han i en pressemeddelelse.
Opgørelsen viser desuden, at flere ting skiller sig ud, når man ser på tallene. For det første er det i mere end 9 ud af 10 dødsulykkerne en mand, der bliver dræbt. Og i mere end 8 ud af 10 dødsulykker kørte motorcyklen for stærkt.
Også hos chefkonsulent i FDM Dennis Lange vækker tallene bekymring. Han har en særlig opfordring til landets billister.
»Bilerne bliver løbende mere sikre, og det vil med tiden uden tvivl også have en afledt positiv effekt for motorcyklisternes sikkerhed, men vi kan ikke vente på, at systemerne skal knække ulykkesstatistikken. Derfor opfordrer vi bilisterne til at være ekstra opmærksomme, orientere sig en ekstra gang og vente med for eksempel at køre ud fra en sidevej eller svinge, hvis man er det mindste i tvivl om motorcyklens hastighed. Overser man en motorcyklist, kan det ende fatalt,« advarer Dennis Lange.
Samme reaktion har man i Landsforeningen for Motorcyklister, hvor formand Lene Michelsen har prøvet på egen krop, hvordan det er at miste en kær til en mortorcykelulykke.
»Jeg har desværre oplevet at miste gode motorcykelvenner i tragiske ulykker, og uanset hvem der har skylden i ulykken, er det fuldstændig meningsløst, når det sker. Som motorcyklist er man nødt til selv at tage ansvar for sin egen sikkerhed i trafikken, og det handler blandt andet om at passe på farten og sikre sig, at andre trafikanter har set en. Vi håber, at 2020 kan blive året, hvor kurven for dræbte og tilskadekomne motorcyklister knækker,« siger hun om tallene.