Mens trafikken voksede, faldt antallet af dødsulykker på vejene markant
Foreløbige tal fra Vejdirektoratet viser mere end en halvering i antallet af trafikdræbte i maj sammenlignet med året før. Nu bliver ulykkerne gransket.
Danske bilister har øjensynligt ført en bemærkelsesværdig zigzagkurs på vejene dette forår i coronakrisens skygge. I hvert fald målt på antallet af dødsulykker.
For nylig kunne Jyllands-Posten beskrive, hvordan april 2020 – trods markant færre biler på vejene – tegnede sig for flere trafikdræbte end gennemsnittet for april måned de seneste fem år. Nu synes vejnettet vendt på hovedet.
I de tre måneder, hvor coronakrisen for alvor stod på, havde vi marts med få dræbte, april med flere dræbte trods en 50 pct. reduktion i antallet af biler, og nu er vi så nede igen. Det er lidt en zigzagkurs, vi er ude i.Marianne Foldberg Steffensen, afdelingsleder i Vejdirektoratet
Foreløbige tal fra Vejdirektoratet viser således, at der i maj er registreret syv dødsuykker på de danske veje. I maj 2019 var tallet 19. Faldet er sket, samtidig med at trafikken på vejene har bevæget sig tættere på det normale niveau, oplyser Marianne Foldberg Steffensen, afdelingsleder i Vejdirektoratet, der endnu ikke kan forklare udviklingen.
»Vi analyserer dødsulykkerne hurtigst muligt, i takt med at de sker. Men vi ved ikke rigtig noget endnu, vi er bare glade for, at det er en positiv udvikling,« siger hun og påpeger, at antallet af dødsulykker i maj endnu kan nå at blive opjusteret.
Uanset hvad tegner de første tre måneder af coronakrisen et særegent mønster.
»I de tre måneder, hvor coronakrisen for alvor stod på, havde vi marts med få dræbte, april med flere dræbte trods en 50 pct. reduktion i antallet af biler, og nu er vi så nede igen. Det er lidt en zigzagkurs, vi er ude i,« siger Marianne Foldberg Steffensen.
»Derfor prøver vi at se på, hvordan det er gået med ulykkerne: de kørte kilometer, hastighederne og hvor der er kørt. Har folk udnyttet den ekstra plads på motorvejene til at øge hastigheden?«
Netop sådanne analyser kan give viden, der kan bruges fremover, påpeger Marianne Foldberg Steffensen:
»Hvis der er 50 pct. færre biler på motorvejene, får man så flere ulykker? Det vil være interessant at vide.«