Nordjysk firma ændrer navn på "hudfarvede" perler
Efter henvendelse fra en socialdemokratisk lokalpolitiker har dansk perleproducent besluttet at ændre produktnavne.

Det nuværende fokus på antiracisme og hverdagsracisme fik tidligere på måneden den socialdemokratiske lokalpolitiker i Aalborg Lisbeth Laurtisen til at skrive en mail.
Mailen var rettet mod den nordjyske virksomhed Hama, der blandt andet producerer perler til perleplader, og emnet var de to perletyper med navnene "hud" og "lys hud."
»I denne tid med stor fokus på racisme, ville det være dejligt, hvis I kunne give jeres farver navne, som ikke gør nogen kede af det,« lød det i mailen, som hun har delt indholdet af på Facebook.
Og det har vist sig, at Hama var enige med Lisbeth Lauritsen. De gik således straks i gang med at skifte farvernes navne i produktbeskrivelser og kataloger. Ændringen betyder, at den tidligere "hud" nu hedder "mat rosa," mens den tidligere "lys hud" nu hedder "lys fersken."
»Hama skal ikke genere nogen, hvis nogen kan føle sig stødt over det. Hama er kreativ leg, hygge og læring. Der skal ikke være nogen, der er kede af det på baggrund af det,« begrunder direktør i Hama Lene Haaning beslutningen til TV Midtvest.
Hamas beslutning har fået Lisbeth Lauritsen til at juble.
»Hvor er det dejligt, når producenterne tager ansvar for mere end produktets udformning og indhold. Tak, Hama,« lyder det i opfølgende opdatering fra politikeren.
Det er dog ikke alle, der har reageret på ændringen med samme følelser.
I kommentarfeltet på Lisbeth Lauritsen er der således både opbakning, men også kritikere, der ikke kan se noget racistisk i de gamle farvenavne. En del mener også, at sagen var for ligegyldig til, at der skulle bruges tid på den.
»Ved du i det hele taget, om folk med anden hudfarve end vores føler sig krænket, ved at vi bruger den betegnelse?« bliver Lisbeth Lauritsen blandt andet spurgt af Hanne Majbritt Nielsen, hvortil hun har svaret:
»Ja, de føler sig stødt. Måske ikke alle, men nogen gør. Og det er nok til mig.«