Tusindvis af udenlandske arbejdere er rejst hjem efter coronafyringer
Hovedparten af de udlændinge, der er blevet afskediget under coronakrisen, er rejst hjem igen, anslår en ny analyse fra Dansk Erhverv. Det er absolut en god nyhed, mener Dansk Folkeparti.
Perioden fra februar til april plejer at være kronede dage for tilstrømningen af udenlandsk arbejdskraft til Danmark. Her plejer antallet af lønmodtagere med udenlandsk statsborgerskab stige med 10.000, men det er bare ikke tilfældet i år. Tværtimod.
På grund af coronakrisen er antallet af beskæftigede udenlandske statsborgere faldet med ca. 22.600 personer, viser en ny analyse fra Dansk Erhverv. Tre fjerdedele af disse, har ikke meldt sig ledige eller søgt om dagpenge, og man tror derfor, at de udenlandske arbejdere har vendt snuden hjemad.
»I størrelsesorden hver 4. har meldt sig som jobsøgende dagpengeledige, hvilket betyder at hovedparten af de udlændinge, der har mistet jobbet, højest sandsynlig er rejst hjem,« skrives der i analysen.
Dansk Erhverv beskriver den udenlandske arbejdskraft som en buffer for Danmark.
»Det vi ser ske lige nu er, at den udenlandske arbejdskraft fungerer som en slags reserve, der er her i gode tider og som trækker væk, når jobbene forsvinder,« fortsætter analysen.
»Ligesom udenlandske lønmodtagere var med til at holde antallet af forgæves rekrutteringer nede op til corona-krisen, er den afgang, vi ser af udenlandsk arbejdskraft lige nu, med til at stabilisere udviklingen på arbejdsmarkedet.«
Og det er noget, der glæder Dansk Folkeparti.
»Jeg er kun glad for, at de har valgt at rejse hjem, og at de ikke belaster det danske samfund. Vi har rigeligt at gøre med de danskere, vi har fået ledige,« siger Bent Bøgsted, der er partiets beskæftigelsesordfører.
Han tilføjer dog også, at der trods alt er noget positivt i, at den fjerdedel, der har meldt sig ledig, bliver boende.
»De er jo medlem af en a-kasse og har bosat sig her. De har integreret sig i det danske samfund og er kommet herop for at være danskere,« siger han og tilføjer:
»Vi har jo rigtig mange, der rejser rundt og får job hist og her og som ikke har været i en a-kasse, og så er der ikke andet for dem at gøre end at rejse hjem. Og så må vi håbe, at de ikke kommer igen, før vi i hvert fald har fået en hel del danskere i job.«