Fortsæt til indhold
Indland

Genforeningstale glæder tysk mindretal: Vi er del af region

Sønderjylland blev for 100 år siden igen dansk. Det blev mandag markeret med en tale fra statsministeren.

/ritzau/

Meldingen var klar, da Sønderjylland for 100 år siden igen blev dansk: Det danske mindretal, som blev på den tyske side af grænsen, skulle ikke blive glemt.

Ordene, der kom fra den daværende danske statsminister, Niels Neergaard, blev mandag samlet op og udvidet af statsminister Mette Frederiksen (S).

I sin tale på 100-årsdagen for genforeningen slog hun over i tysk med linjen: ”Auch ihr gehört zu Dänemark” - på dansk: også I hører til Danmark.

Den melding tages der godt imod hos formanden for det tyske mindretal i Danmark, Hinrich Jürgensen.

- Jeg er glad og imponeret over udtalelsen, hun kommer med.

- Hun gentog udtalelsen, man gav det danske mindretal i sin tid, men det er første gang i den anledning, hvor hun melder klart ud, at vi også er en del af Danmark, siger han.

Mette Frederiksen holdt talen ved Dybbøl Banke, der dannede ramme om krigen i 1864, som endte med tabet af Sønderjylland.

En folkeafstemning 10. februar 1920 banede dog vejen for, at Sønderjylland igen kunne blive dansk, og 15. juni 1920 blev det en realitet.

Afstemningen var en del af en fredsaftale efter Første Verdenskrig, som slog fast, at grænser skulle fastsættes efter befolkningens ønsker.

Uden Genforeningen ville byer som Haderslev, Aabenraa og Sønderborg i dag have været tyske.

Der var oprindeligt planlagt cirka 1100 arrangementer i genforeningsåret, men ligesom alle andre steder i samfundet er udbruddet af coronavirus kommet i vejen.

Omkring 300 af arrangementerne nåede at blive afholdt, og det betyder, at langt de fleste arrangementer er blevet udsat eller aflyst.

Hinrich Jürgensen synes dog, at genforeningsdagen er forløbet godt i forhold til omstændighederne.

- Men det er klart, at havde vi ikke haft coronavirus, havde det været noget helt, helt andet og budt på gæster sydfra.

- Så det er rigtig ærgerligt, det ikke kan gennemføres på den måde. Men vi må holde skruen i vandet og så løfte det næste år, siger han.