»Pas på«: Beredskabsstyrelsen advarer om »meget høj« brandfare
Denne uges solbeskinnede sommervejr har nu fået Beredskabsstyrelsen til at skrue op for styrelsens såkaldte brandfareindeks.
De seneste dages blændende solskinsvejr over store dele af landet har nu fået Beredskabsstyrelsen til at skrue op for deres såkaldte brandfareindeks.
Flere steder er der således tirsdag »høj« og »meget høj« brandfare forbundet med at tænde åben ild. Steder, der er markeret med den røde farve på indekskortet, indikerer »meget høj« fare, hvor advarslen lyder, at »antændelse ved glød eller mindre flamme sker meget nemt.«
Det er især på Djursland, den nordjyske østkyst og Vestsjælland, at brandfareindekset rammer »meget høj« i løbet af tirsdagen, mens der på store dele af Sjælland, Fyn samt i Øst- og Vestjylland er »høj« fare.
De seneste dages sommervejr har fået styrelsen at opfordre danskerne til at udvise forsigtighed.
»Solen skinner fra en skyfri himmel, det er varmt og dejligt. Men pas på - der er høj til meget høj brandfare mange steder og et par gløder kan hurtigt få fat,« lyder advarslen fra Beredskabsstyrelsen på sin Twitter-profil.
Advarslen kommer i kølvandet på sommeren for to år siden i 2018, der ifølge DMI var den mest tørkeramte sommer i landet i 99 år. Her modtog alarmcentralerne i alt 2091 meldinger om naturbrande i maj, juni og juli. Til sammenligning var der mellem 2013 og 2017 592 anmeldelser om naturbrande i samme periode.