Fortsæt til indhold
Indland

Spritbilist påkørte fodgænger ved Roskilde

En kvindelig fodgænger blev mandag ved middagstid kørt ned af en bilist, der ifølge politiet var påvirket.

/ritzau/

En lægehelikopter blev mandag ved middagstid kaldt til en ulykke på Holbækvej ved Roskilde, hvor en bilist havde ramt en fodgænger.

Ifølge politiet var der tale om en 55-årig spirituspåvirket mandlig bilist, som kørte mod øst og i et fodgængerfelt påkørte en kvindelig fodgænger.

Kvinden er blevet fløjet til Rigshospitalet, hvor hun behandles.

- Hun bliver fragtet til Rigshospitalet i vågen tilstand, siger kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard.

Den seneste melding er, at hun er uden for livsfare.

Holbækvej var spærret i lidt over en halv time på grund af ulykken.

- Lægehelikopter er på vej og vil nok lande på Holbækvej. Movia omlægger bustrafikken. Omstændigheder og alvorlighed ved uheld kendes ikke endnu, skrev Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter ved middagstid.

Ifølge politiet var den mandlige bilist påvirket af spiritus. Han er blevet anholdt, og det er endnu uvist, om han skal kræves varetægtsfængslet.

- Han var mere end lige kravlet over grænsen på 0,5 (promille red.), så han er fortsat i vores varetægt, siger Martin Bjerregaard.