76-årig blotter anholdt i Nordsjælland
En mand opførte sig uanstændigt ved Bellevue Strand. Han er nu sigtet for blufærdighedskrænkelse.
Søndagens vejr bød op til strandbesøg, og også i nordsjællandske Klampenborg havde mange søgt mod Bellevue Strand.
Politiet måtte dog rykke ud til stedet, da der hen ved aftentid var en ældre mand, der opførte sig uanstændigt.
Andre strandgæster havde ringet til politiet og berettet, at en mand sad ved en samling hvide skure og onanerede til frit skue for alle andre på stranden.
Ifølge døgnrapporten fra Nordsjællands Politi kørte en patrulje til stedet. Her fandt de frem til en 76-årig mand, der passede til signalementet, og han blev følgeligt anholdt og sigtet for blufærdighedskrænkelse.
Strafferammen for blufærdighedskrænkelse er i udgangspunktet bøde eller fængsel i op til to år. Straffen kan dog være hårdere, hvis der er skærpende omstændigheder.