Over 100 biler kørte ræs - 221 personer endte med en bøde
Forsamlingsforbuddet blev brudt og det koster 2500 kroner for hver.
Syd- og Sønderjyllands Politi måtte have den store bødeblok med, da det fredag aften var i Holsted. På parkeringspladsen ved Danish Crown var der nemlig samlet en del mennesker og biler til bilræs.
Politiet vurderede i et tweet, at der var mellem 100 og 150 biler og flere personer. Og de ville blive sigtet for overtrædelse af forsamlingsforbuddet, som tillader 50 personer at være samlet.
Politiet havde tidligere været i Varde for at få opløst en forsamling ved bilræs, men det holdt ikke folkene fra at forsøge igen i Holsted.
De planlagde et nyt ræs i Holsted, men det opdagede en af betjentene.
Her havde politiet dog let ved at få området lukket af, da kun to veje går til og fra området.
»Vi fik oprettet en sluse, som folk var nødt til at køre igennem for at komme væk. Så der var sådan set ingen vej udenom, medmindre man tog den til fods ud over markerne,« siger vagtchef Henrik Sønderskov, som vurderer, at kun få slap fra området uden bøde, til Ritzau.