Fortsæt til indhold
Indland

41-årig mand blev skudt i halsen med luftpistol

Politiet er fredag aften ved Ny Ellebjerg, hvor en mand blev ramt af skud. Manden er nu uden for livsfare.

/ritzau/

En mand blev sent fredag eftermiddag ramt af skud med en luftpistol ved Ny Ellebjerg i København.

Den 41-årige mand er blevet behandlet for skader på halsen, og meldes nogle timer senere uden for livsfare.

Det fortæller vagtchef ved Københavns Politi Thomas Hjermind.

- Han meldes uden for livsfare, siger vagtchefen.

Tidligere på aftenen var manden i kritisk tilstand.

- Klokken 17.32 får vi en anmeldelse om skud med en luftpistol på Ellebjergvej 72. En person er ramt. Pågældende meldes i kritisk tilstand, sagde vagtchefen tidligere på aftenen.

Gerningsstedet er afspærret af politiet, som foretager undersøgelser. Der er ligeledes blevet afhørt vidner.

Politiet har anholdt en 47-årig mand i sagen, som ventes at blive fremstillet i et grundlovsforhør lørdag.

Politiet fredag aften kort før klokken 21 fortsat ikke oplysninger om, hvad motivet er.

- Vi har ikke nærmere om motiv eller indbyrdes relationer, siger Thomas Hjermind.

Personer, der måtte have hørt eller set noget, opfordres til at ringe 114.