Fortsæt til indhold
Indland

Klasse sendt hjem: 0. klasses-elev testet positiv for coronavirus

Lærkeskolen i Egedal Kommune har bedt en skoleklasse samt fire medarbejdere om at blive hjemme.

En 0. klasse samt fire medarbejdere på Lærkeskolen i Egedal Kommune er blevet sendt hjem fra skolen, efter en elev fra klassen er blevet testet positiv for coronavirus.

Det oplyste skolen onsdag.

Den smittede elev udviklede symptomer henover weekenden og har ikke været i skole siden.

»Egedal Kommune kontaktede med det samme Styrelsen for Patientsikkerhed, som har anbefalet, at hele klassen og de fire medarbejdere, som har været i kontakt med klassen, for en sikkerheds skyld skulle sendes hjem. Styrelsen har anbefalet, at hele klassen sendes hjem, fordi man med så små børn ikke kan vurdere, hvem der er elevens nærmeste kontakter. Derfor vælger man i dette tilfælde at sende hele klassen hjem for en sikkerheds skyld,« skriver Egedal Kommune i en pressemeddelelse.

Alle forældre på skolen er blevet informeret om sagen.

I Danmark har antallet af nye smittede i de senere uger været på et markant lavere niveau end tidligere i krisen.

Antallet af indlagte med virussen har også været faldende i en længere periode.