Fortsæt til indhold
Indland

Behov for en øget indsats: Sundhedsstyrelsen minder danskerne om at vaske hænder oftere

I en ny statusrapport vurderer Sundhedsstyrelsen, at der er behov for en indsats for at holde fokus på smitteforebyggelse.

Den gode nyhed er, at coronaepidemien i Danmark stadig er under kontrol, og at der ser ud til at være en stilstand i epidemien.

Den dårlige nyhed er, at stilstanden betyder, at danskerne er i fare for at glemme de simple råd om at holde god håndhygiejne. Derfor er der behov for en indsats for at huske befolkningen på de smitteforebyggende råd.

Det vurderer Sundhedsstyrelsen i en ny statusrapport, der handler om den langsigtede strategi for at holde smitten under kontrol.

»Der er brug for, at vi som samfund fremadrettet holder fast i de gode vaner, f.eks. at vi bliver hjemme, når vi har symptomer på sygdom, så vi undgår at smitte hinanden. De målrettede indsatser i forhold til god hygiejne skal vi også fortsætte med,« siger Helene Probst, der er konstituteret vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, i forbindelse med udgivelsen af rapporten.

Ifølge undersøgelser af over 18.000 danskeres adfærd under coronakrisen er andelen af personer, der svarer, at de i høj grad har ændret adfærd for at undgå at sprede smitte, faldet til under 50 pct.

Andelen af personer, der svarer, at de vasker hænder oftere end 10 gange om dagen ligger dog ret stabilt på 60 pct.

»Dette niveau skal fastholdes, men også gerne stige igen, særligt idet at undersøgelsen også viser, at antallet af kontakter uden for hustanden er jævnt stigende,« lyder det i rapporten, som også konkluderer, at man med en målrettet indsats vil fastholde fokus på, hvordan man undgår at sprede smitte.

Søren Brostrøm, direktør hos Sundhedsstyrelsen, har tidligere udtalt sig om, hvor vigtig god håndhygiejne er, hvis coronavirussen fortsat skal inddæmmes.

»Hygiejne ude i samfundet er det, som er allervigtigst for os. Mere end afstanden,« sagde han i maj til Ritzau.

Det betyder bl.a. hyppig håndvask, afspritning, ingen håndtryk og fokus på ikke at røre sig selv i ansigtet.

Sundhedsstyrelsens nyeste statusrapport er den ottende af sin slags, siden coronakrisen i Danmark begyndte.

De seneste tal for coronavirus i Danmark viser onsdag 71 indlagte med 17 personer på intensivafdelinger og syv i respirator.