Fortsæt til indhold
Indland

Lidt dyrere at indsætte busser i stedet for tog - men meget billigere i drift

Den første undersøgelse af, hvorvidt man kan erstatte en nedslidt togstrækning med moderne busser, er nu klar. Det er nu op til Region Sjælland om de vil have bus eller tog.

Det kan lade sig gøre at udskifte toget mellem Køge og Stevns med moderne, såkaldte BRT-busser, viser to nye rapporter.

Prisen for at gøre klar til at indsætte BRT-busserne er med en udgift på 805-871 mio. kr. højere end for at udskifte de nedslidte skinner, hvilket vil koste 510 mio. kr. Prisen er højere, fordi der skal etableres nye busbaner, hvor skinnerne ligger i dag. Til gengæld vil det være langt billigere at transportere de rejsende med busser end med tog, ligesom det vil være langt mere fleksibelt, konkluderer de to rapporter.

Transportminister Benny Engelbrecht mener, at undersøgelserne viser, at BRT-busserne har potentiale til at kunne indgå i den fremtidige kollektive trafik, men han understreger samtidig, at det er Region Sjælland, der skal beslutte, hvilken løsning man vil have.

Østbanen, som jernbanestrækningen hedder, er i så elendig forfatning, at toget kører med nedsat fart og med nogle af sæderne blokeret, fordi skinnerne ellers ikke kan tåle belastningen. De skal derfor udskiftes indenfor få år. Derfor har Transportministeriet betalt halvdelen af prisen for for første gang nogensinde at få undersøgt, om man kan udskifte en nedslidt jernbane med moderne busser.

Regionrådsformand Heino Knudsen (S) siger, efter at have læst de to undersøgelser, at han anbefaler, at regionen går videre med en renovering af sporene bl.a. fordi det vil tage ca. seks år, før en BRT-løsning kan være klar, og kun to år før skinnerne kan være renoveret.

»Især det lange tidsperspektiv, før en BRT-løsning kan stå færdig, er kritisk, når vi tager banens dårlige stand med ind i regnestykket,« forklarer regionrådsformanden i en pressemeddelelse.

For Heino Knudsen og resten af regionsrådet på Sjælland er det dog ikke helt så enkelt. Regionsrådet har nemlig ikke selv pengene til at renovere Østbanen - de skal komme fra Folketinget.

Artiklens emner
Trafik