Mand død efter knivstikkeri i Holbæk
Manden blev tidligere tirsdag fundet på gaden i Holbæk. Tre mænd er anholdt.
Den mand, som tidligere tirsdag blev fundet hårdt såret på gaden i Holbæk, er tirsdag eftermiddag blevet erklæret død.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Manden, der ifølge oplysninger fra politiet er i 50'erne, blev stukket ned i det centrale Holbæk. Han blev fundet på gaden af forbipasserende og fløjet med lægehelikopter på hospitalet, hvor mandens liv ikke stod til at redde.
Tre personer, alle mænd, er allerede anholdt i sagen, der nu er blevet til en drabssag.
»Vi skal have afklaret præcis, hvad deres rolle kan have været i denne her episode,« lød det tidligere tirsdag fra politiets pressemedarbejder til Ritzau.
Politiet formoder, at der er tale om et "internt opgør", som ikke er banderelateret.
De tre anholdte er henholdsvis 27, 28 og 43 år. Det er endnu ikke besluttet, om anklageren vil kræve dem varetægtsfængslet.