Fortsæt til indhold
Indland

Brandvæsen kæmper med brand i daginstitution i Herlev

Politi og brandvæsen har kæmpet med seks brande i Herlev natten til søndag. En af dem i en daginstitution.

/ritzau/

Politi og brandvæsen er massivt til stede ved en brand i en daginstitution i Herlev.

Det fortæller vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Brian Holm tidligt søndag morgen.

Branden i institutionen Dagplejen på Kommenhaven 15 er en af seks brande, der har hærget i Herlev natten til søndag.

- Vi fik anmeldelser mellem midnat og klokken 02.45 om seks brande. Den seneste i institutionen og de andre i containere, der har spredt sig til nogle køretøjer, siger han.

Brandvæsnet er stadig i færd med at slukke branden i daginstitutionen, hvor dele er brændt ned.

Brian Holm siger, at politiet endnu ikke har anholdt nogen gerningsmand. Politiet opfordrer vidner, der har set noget, til at kontakte politiet på 114.