Embedsmænd advarer mod politisk flertals ønske til coronaudredning

Politisk flertal vil lade en ekspertgruppe interviewe centrale embedsmænd om håndteringen af coronakrisen. Men det tilsidesætter embedsmændenes retssikkerhed, advarer fagforening.

Artiklens øverste billede
Et flertal i Folketinget mener, at en gruppe uvildige eksperter skal have adgang til alle dokumenter fra ministerier og styrelser, der tilgik statsminister Mette Frederiksen op til og under nedlukningen af Danmark. Foto: Anthon Unger.

Det vil betyde, at »væsentlige retssikkerhedsgarantier for embedsmænd tilsidesættes«, hvis et politisk flertal får sit ønske til en coronaudredning igennem.

Sådan advarer embedsmændenes fagforening Djøf i et brev til Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen.

Jyllands-Posten er i besiddelse af brevet, hvor fagforeningen slår fast, at man er »dybt bekymret« for elementer i den udredning af coronakrisen, som et politisk flertal bestående af oppositionen og De Radikale har foreslået.

Det her brev skal bestemt tages alvorligt, når de rejser så alvorlige bekymringer.

Peder Hvelplund (EL), sundhedsordfører

Partierne lægger op til, at en uvildig gruppe af eksperter skal have et halvt år til at kortlægge håndteringen af coronakrisen. Det skal bl.a. ske gennem adgang til interne regeringsdokumenter og mulighed for at interviewe centrale embedsmænd på frivilligt grundlag.

Modellen er inspireret af den krigsudredning, der blev udgivet sidste år, hvor en gruppe eksperter undersøgte det politiske grundlag for Danmarks militære engagement i Kosovo, Irak og Afghanistan bl.a. på baggrund af interviews med centrale embedsmænd.

Model for udredningen

Folketingets partier har på et møde fredag netop besluttet, at Venstres gruppenæstformand, Karsten Lauritzen, bliver formand for et underudvalg, der har til opdrag at finde en model for den kommende udredning. Socialdemokratiets gruppeformand, Flemming Møller Mortensen, bliver næstformand.

Enhedslisten ser gerne, at coronakrisen bliver udredt, men partiet er langtfra sikker på, at flertallets model er den rigtige. Peder Hvelplund, gruppenæstformand, er derfor tilfreds med, at den konkrete model nu skal diskuteres blandt alle Folketingets partier i det nye udvalg:

»Nu skal vi have undersøgt, hvilke mulige modeller der kunne være, så det også kommer til at foregå i god sikkerhed for embedsmændene. Det, der er afgørende for os, er, at der kommer til at være fuld åbenhed om undersøgelsen. Og at det bliver en undersøgelse med henblik på at få undersøgt, hvorfor og hvordan vi havnede i den situation, og hvordan vi kan drage lære af den, så vi er bedre rustet fremadrettet.«

Peder Hvelplund mener, at brevet fra Djøf »bestemt er noget«, partierne skal »lytte grundigt til«:

»Det afgørende er, at de embedsmænd, der skal deltage, skal have en sikkerhed for, at de former, det kommer til at foregå under, er ordentlige i forhold til deres ansættelse. Det her brev skal bestemt tages alvorligt, når de rejser så alvorlige bekymringer,« siger han og håber på »bred enighed« blandt samtlige partier for en endelig model.

R: Vi skal lære

Også Flemming Møller Mortensen lytter til advarslen fra Djøf:

»Vi skal selvfølgelig ikke lave noget, der ikke giver den rigtige retssikkerhed. Det er også et kardinalpunkt fra socialdemokratisk side,« siger han.

Hos De Radikale – der sammen med oppositionen står bag den kritiserede model – lyder det fra gruppesekretær Andreas Steenberg, at udvalget nu skal mødes med repræsentanter fra Djøf for at høre nærmere til deres bekymringer.

»Det, Djøf er bekymret for, er, at det bliver sådan en eller anden skueproces af nogle embedsmænd, og det er slet ikke meningen. Det er meningen at lære mest muligt af det her forløb, og derfor skal man selvfølgelig have adgang til nogle informationer. Det er det, det handler om. Ikke om at nogle embedsmænd skal udstilles,« siger Steenberg.

Ekspert ikke så bekymret

Modsat en egentlig undersøgelseskommission indeholder flertallets model for en hurtig ekspertudredning af coronakrisen ikke samme juridiske beskyttelse af de embedsmænd, der måtte deltage.

I en undersøgelseskommission er der tale om deciderede afhøringer, hvor involverede embedsmænd har ret til en bisidder, og hvor processen ligner det, man kender fra domstolene.

»Det foreliggende forslag lægger op til et brud med ministerstyret, og den måde vores parlamentariske system er indrettet på. Forslaget indebærer samtidig, at væsentlige retssikkerhedsgarantier for embedsmænd tilsidesættes,« skriver Djøf i brevet.

Jørgen Grønnegård Christensen, professor emeritus i offentlig forvaltning fra Aarhus Universitet, vurderer, at Djøf med sit brev forsøger at beskytte sine medlemmers status som »partineutrale« embedsmænd.

»Princippet er, at embedsmænd skal kunne tjene skiftende regeringer uanset partifarve. Embedsmændene kan have den bekymring, at hvis deres rådgivning af én regering fremlægges i det åbne, så kan det skabe tvivl hos andre politikere om, hvorvidt de nu også kan forlade sig på råd fra de samme embedsmænd senere hen,« siger Grønnegård Christensen.

Han mener dog ikke, at fagforeningen har grund til stor bekymring.

»Det forslag til en udredning, der ligger på bordet, handler om at undersøge et faktuelt forløb, dels beslutningsgrundlaget, dels formidlingen af information til Folketinget. Der er ikke tale om en juridisk undersøgelse, hvor de involverede på den måde kan komme i klemme. Og embedsmændene har mulighed for at sige nej til at lade sig interviewe. Derfor er den bekymring, som Djøf giver udtryk for, ikke så nem at forstå,« siger Grønnegård.

Se hele brevet fra Djøf her:

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen