Både kvinder og mænd skal søge job på Aarhus Universitet: »Det kan undre mig, at man ikke har gjort det for lang tid siden«

Kvinderne dominerer blandt de studerende på universiteterne, men så snart der går karriere i det akademiske, tager mændene over.

Det er den korte beskrivelse af situationen på de danske universiteter, hvor tal fra 2017 viser, at blot 34 pct. af forskerstillingerne var besat af kvinder. Blandt professorerne var 22 pct. kvinder.

Det er baggrunden for, at Aarhus Universitet har sendt en handleplan for diversitet og ligestilling i høring. Blandt tiltagene, som skal gøre det muligt for flere kvinder at kalde sig lektor eller professor, er et krav om, at begge køn skal være blandt de kvalificerede ansøgere til videnskabelige stillinger. Er det ikke tilfældet, bliver stillingen genopslået.

»Vi tænker, at kvinder og mænd er lige talentfulde, og vi går glip af for meget, hvis ikke både mænd og kvinder er nogenlunde ligeligt repræsenteret på vores arbejdsplads. Det giver det bedste arbejdsmiljø og dermed også en god produktivitet. Vi er også en stor uddannelsesinstitution, og det er vigtigt for os, at vores studerende ser både mænd og kvinder i deres undervisning,« siger prorektor ved Aarhus Universitet Berit Eika.

Ikke så meget nyt

Spørger man Bente Rosenbeck, giver sådanne regler mening, men kommer måske lidt sent.

»Det er da adskillige år siden, at det blev indført i København, så der er da ikke så meget nyt i det,« konstaterer hun, som er professor emerita ved Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet og forfatter til bogen ”Har videnskaben køn? Kvinder i forskning”.

I 2015 stillede Københavns Universitet ganske rigtigt for første gang krav om, at der skal være mindst én ansøger af hvert køn til »nogle stillingstyper«, ligesom der skulle være ligelig kønsfordeling i bedømmelses- og ansættelsesudvalg. Det er fra 2020 blevet udvidet til at gælde generelt ved rekrutteringen af forskere.

Bente Rosenbeck peger på, at et af de store problemer i det danske universitetsmiljø ikke kun er den skæve kønssammensætning, men også at der ganske enkelt er for mange stillinger, som kun har én ansøger.

»Internationalt har det altid været sådan, at man på forhånd sikrede, at nogen ville søge en stilling, så man havde et kompetent hold, der søgte, og dermed også noget konkurrence,« forklarer hun.

Den tidligere kønsforsker hæfter sig ved, at et krav om mindst én ansøger af hvert køn både kan få betydning for kønsfordelingen og konkurrencen.

»Det kan undre mig, at man ikke har gjort det for lang tid siden,« lyder det.

Tre ansøgere

På Syddansk Universitet er reglen, at der skal være tre kvalificerede ansøgere til de videnskabelige stillinger – uanset køn. Det samme gælder på Aalborg Universitet (AAU).

»Vi har et stort fokus på rekrutteringsprocessen, så vi gør en særlig indsats for at tiltrække både mænd og kvinder. På AAU skal der minimum være tre kvalificerede ansøgere til et job, ellers bliver stillingen genopslået. Men vi har ikke et krav om, at begge køn skal være repræsenteret blandt de tre,« lyder det fra dekan og formand for udvalget for ligestilling og diversitet på AAU Lars Hvilsted Rasmussen i et skriftligt svar.

Berit Eika understreger, at man ikke vil se de samme stillingsopslag både tre og fire gange, hvis ikke begge køn melder sig på banen.

»Vi har sat nogle rammer for, at der skal laves et opsøgningsarbejde – også internationalt. Vi skal sørge for at identificere mulige kandidater af begge køn, bl.a. ved at gøre brug af netværket. Genopslag skal ikke bruges ret tit, og der vil også være tilfælde, hvor man siger, at det ikke er realistisk med ansøgninger fra begge køn, selv om der er lavet et grundigt forarbejde,« siger hun og fastslår, at man ikke vil gå på kompromis med kvalifikationerne.

Og skulle man stå med lutter kvindelige ansøgere, vil de samme regler gælde.