Fortsæt til indhold
Indland

Genåbningen af det danske samfund fortsætter i dag

De største skoleelever vender i dag tilbage, og vi får igen mulighed for at gå ud og spise på restaurant.

Genåbningen af det danske samfund fortsætter i dag med den såkaldte fase to.

Herunder får du Statsministeriets oversigt over, hvad der åbner:

  • Restauranter, caféer og værtshuse - kan under »nærmere retningslinjer« åbne for servering. Særlige retningslinjer for bl.a. åbningstid og fysisk afstand.
  • Folkeskolen - Eleverne i 6.-10. klasser vender tilbage til klasseværelserne.
  • Efterskoler
  • Biblioteker - Der åbnes for ind-og udlån.
  • Folkekirken og trossamfund

Desuden lægges det til grund, at »væsentligt flere privatansatte« møder fysisk på arbejde som normalt.

Efter aftalen mellem regeringen og Folketingets partier blev indgået 7. maj gjorde statsminister Mette Frederiksen opmærksom på, at »vi skal stadig stå sammen ved at holde afstand«

»Alt afhænger af, at epidemien kan holdes på et kontrolleret niveau. Men jeg er sikker på, at vi sammen nok skal komme sikkert frem mod den sidste fase i genåbningen af Danmark og en mere normal hverdag.

Til sommer følger fase 3. Her har vi en vigtig opgave: At igangsætte kultur og aktiviteter og i det hele taget gode muligheder for oplevelser. Kulturlivet er særlig hårdt ramt af krisen på et tidspunkt, hvor kultur og fællesskaber er blevet endnu vigtigere for os alle. Derfor bliver de afgørende i fase 3.«

Siden er det lykkedes så godt at kontrollere coronasmitten i Danmark, at statsministeren har bedt Statens Serum Institut om at lave beregninger på yderligere åbning af samfundet. Disse beregninger skal indgå i de politiske forhandlinger, som Mette Frederiksen vil tage fat på onsdag i denne uge. Genåbningens fase to kan således blive udvidet yderligere.

Genåbningens fase 3, der efter planen indledes 8. juni, vil omhandle kulturen i form af bl.a. museer, teatre, biografer, indendørs sport og højskoler. Og fra denne dato vil forsamlingsforbuddet blive hævet til 30-50 personer.

Genåbningens fase 4, der er planlagt til starten af august, omhandler bl.a. nattelivet herunder diskoteker og barer.