Politiet afviser at moské var mål for brand på Nørrebro
En voldsom brand i København menes at være opstået i et skur - og ikke bygning, som husede islamisk center.
Det er vigtigt for Københavns Politi at berolige beboerne på Nørrebro efter en voldsom brand, der for nylig raserede en kontorbygning i bydelen.
Derfor giver vicepolitiinspektør Brian Belling fredag en status på efterforskningen af sagen.
- Branden var efter alt at dømme påsat, fortæller han.
Den skabte så store ødelæggelser, at en etagebygning efterfølgende måtte rives ned. Bygningen husede flere kontorer - herunder Dansk Islamisk Center, som både er en forening for muslimer i Danmark og en moské.
Men intet tyder på, at branden var rettet mod Dansk Islamisk Center eller andre kontorer i bygningen, påpeger Brian Belling.
- Alt tyder på, at branden er opstået i et skur, der er placeret to meter fra selve bygningen, og derfra har ilden bredt sig.
- Det er væsentligt for os at komme ud med det budskab, at der altså ikke er noget, der tyder på, at nogen har ønsket at sætte ild til bygningen - og dermed heller ikke Dansk Islamisk Center, siger Brian Belling.
Der mangler stadig nogle brandtekniske erklæringer, for at politiet med sikkerhed kan fastslå, at branden var påsat.
Branden opstod torsdag aften i sidste uge tæt ved Dronning Louises Bro.
Den udviklede kraftig røg i mange timer, og slukningsarbejdet stod på i næsten et døgn. Hurtigt fik politiet mistanke om, at branden var påsat.
Ingen kom til skade i branden, og ingen er indtil videre anholdt i sagen.