Her er den økonomiske ekspertgruppes oplæg til genåbningen
Ekspertgruppen havde til opgave at vurdere aktuelle sundhedsmæssige initiativer ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv
En hurtigarbejdende ekspertgruppe, som skal rådgive regeringen om de økonomiske konsekvenser i forbindelse med genåbningen af Danmark, er onsdag eftermiddag kommet med sin vurdering.
I vurderingen konkluderer ekspertgruppen, at »en genåbning af økonomien involverer uundgåeligt en afvejning af sundhedsmæssige og samfundsøkonomiske konsekvenser« og slår fast, at beregningerne er komplicerede og forbundet med store usikkerheder.
Ikke desto mindre vurderer gruppen, at befolkningens adfærd - uanset hvad der bliver genåbnet - er helt afgørende for genåbningen.
»De store adfærdsændringer knyttet til fysisk afstand, håndvask, færre kontakter m.m. er hovedårsagen til faldet i smittetrykket. Det betyder også, at man kan gå relativt langt i en genåbning, hvis disse adfærdsændringer kan opretholdes. Omvendt kan genåbningsmulighederne blive begrænset af et ”tilbagefald” til gamle adfærdsmønstre,« lyder det fra gruppen.
Hele problemets kerne bliver opsummeret af eksperterne i rapporten: Anlægger man en ren sundhedsmæssig betragtning vil en genåbning starte med de områder, hvor smitterisikoen er mindst. Anlægger man en ren økonomisk betragtning vil en genåbning begynde med de områder, hvor de samfundsøkonomiske effekter er størst.
Det er nu regeringens og Folketingets øvrige politikeres ansvar at foretage en genåbning med en afvejning af konsekvenserne på begge områder.
Ekspertgruppen vurderer som et "groft skøn", at de danske tiltag efter den første fase af genåbningen har en samlet virkning svarende til en reduktion af bruttonationalproduktet med godt 2 ½ pct.
Og uanset hvordan Danmark vælger at genåbne, vil coronakrisen påvirke landets økonomi i lang tid fremover, vurderes det.
»Det vil ikke være muligt at have smitten under total kontrol, uden at det er forbundet med meget store samfundsøkonomiske omkostninger,« skriver ekspertgruppen i sin vurdering og meddeler samtidig, at den foreslår en strategi, »hvor det klart meldes ud hvilke forhold, der afgør de næste skridt i genåbningen, og dermed hvilke områder, der kommer næst i rækken«.
Det vil medvirke til at mindske usikkerheden for husholdningerne og virksomhederne, lyder opfordringen.
Herunder er der også behov for at fastlægge "exitstrategier" for de allerede vedtagede hjælpepakker.
»Hvis princippet er, at hjælpepakkerne kompenserer for tiltagene, bør der også være en udfasning af hjælpepakkerne i takt med en genåbning,« vurderer de økonomiske eksperter.
Rapporten kommer også ind på betydningen af krav og restriktioner til en række erhvervsaktiviteter via fx afstandskrav og rejserestriktioner. Omkostningerne ved de restriktioner kan ifølge ekspertgruppen være »betydelige«, fordi de rammer en stor del af dansk erhvervsliv. Disse restriktioner kan ifølge rapporten føre til højere priser for forbrugerne.
Rapportens konklusioner vil blive gennemgået på et møde onsdag mellem Folketingets partiledere. Det er ekspertgruppens formand, professor Torben M. Andersen, der skal fremlægge konklusionerne for politikerne.
Hvad der bliver omfattet i fase to af genåbningen af Danmark, bliver offentliggjort af statsministeren tæt på den 10. maj.