Fortsæt til indhold
Indland

Nye beregninger fra SSI: Fysisk aktivitet og »sang eller skrig« øger smittespredningen

Statens Serum Institut har givet sin vurdering af risikoen ved genåbning af f.eks. kirker og forlystelsesparker.

Hvorfor nøler sundhedsmyndighederne egentlig med at genåbne forlystelsesparker og efterskoler? Hvad er det, der gør disse steder mere risikofyldte end en frisørsalon?

Det spørgsmål har Statens Serum Institut besvaret i en ny "kvalitativ risikovurdering", hvori man forklarer, hvilke risici der er forbundet med genåbning af forskellige dele af samfundet.

SSI peger på, at der i coronakrisen har været en række fællestræk for arrangementer, der har ført til udbrud af covid-19:

  • Mange mennesker på relativt lidt plads
  • Længerevarende (over 15 minutter) events
  • "Tab af kontrol", f.eks. ved alkoholindtag
  • Adgangsforhold med relativt begrænset plads til tilstrømning

SSI peger på, at forsamlinger helt generelt øger risikoen for smitte, og at effekten øges yderligere, hvis folk mødes med fremmede. Når det gælder forsamlinger i trossamfund, f.eks. kirker og moskéer, er det derfor afgørende, at der er mulighed for at holde afstand.

»Samlet kan siges, at åbning af folkekirken og øvrige trossamfund rummer en række direkte risikofaktorer for øget smittespredning,« står der i vurderingen.

Risikoen øges særligt, når der bliver sunget i kirken, og derfor lægger myndighederne op til, at fællessang bliver mindsket efter en genåbning.

En lignende risiko er der i forlystelsesparker, hvor folk i eksempelvis rutsjebaner kan skrige højt.

»Dette skyldes, at fysisk aktivitet og sang eller skrig øger smittespredningen grundet øget åndedrætsfunktion. Dette vil f.eks. gøre sig gældende i forlystelserne, hvor skrig kan medføre større smitte, da smitten spredes mere ved skrig. Dels er udskillelsen større, dels kan retning for skriget være opad, og dels er forlystelsens fremføringshastighed så høj at næste hold deltager kører ind i "skyen",« skriver SSI.

Man tilføjer samtidig, at det på nuværende tidspunkt ikke vides, hvor længe smitten befinder sig i luften.

Det er især ved indendørs aktiviteter, at smitte kan sprede sig på denne måde, fordi udskiftningen af luften er mindre end udenfor. Samtidig befinder gæsterne sig relativt tæt på fremmede, som de ikke har kontakt med til hverdag.

SSI vurderer på det grundlag, at »åbning af forlystelsesparker rummer en række direkte risikofaktorer for øget smittespredning«.

Onsdag aften skal Folketingets partier igen forhandle om fase to af genåbningen af det danske samfund.

Statsminister Mette Frederiksen ønsker i fase to at genåbne hele detailhandlen, restauranter og caféer samt sikre mere hverdag for store skolebørn, sagde hun umiddelbart inden forhandlingerne gik i gang onsdag eftermiddag.