Skal du til tandlægen? Så kan du blive bedt om at tage en coronatest først
Genåbningen af sundhedsvæsenet betyder, at tandlæger igen kan tage imod ikke-akutte patienter. Nye retningslinjer betyder dog, at mange patienter først skal teste negativ for coronavirus, inden de må tage til tandlæge.
Fremover kan en lang række tandlægepatienter blive bedt om at fremvise en negativ coronatest, før de sætter sig i tandlægestolen og gaber op. Det fremgår af Sundhedsstyrelsens retningslinjer og hos Nordjyske.
Som led i den bredere genåbning af landets sundhedsvæsen har landets tandlæger siden mandag den 20. april haft mulighed for at tage imod patienter, der skal have foretaget normale behandlinger som eksempelvis tandrensninger.
Det har ellers ikke været muligt siden store dele af landet og dermed også sundhedsvæsenet lukkede ned i midten af marts. Siden har landets tandlægeklinikker kun måttet behandle patienter med et såkaldt » kritisk behandlingsbehov«, men det er altså slut nu.
Fredag udgav Sundhedsstyrelsen en række nye og reviderede sundhedsmæssige retningslinjer, som tandlægerne skal overholde.
Mens patienter, der udviser symptomer på smitte med coronavirus, ikke må modtage behandling, siger retningslinjerne, at symptomfrie patienter, der skal have behandling, som generer såkaldt aerosolespredning, kan blive henvist til en coronatest inden de tropper op i tandlægens venteværelse.
Aerosoler er et andet ord for luftbårne partikler. Coronavirus kan smitte gennem både dråber – ved eksempelvis nys – og hænge som partikler i luften i længere tid og smitte derigennem. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at ved behandlinger, hvor der bl.a. »anvendes instrumenter med vand og luft«, kan tandlægerne eller tandplejeren henvise patienten til en coronatest.
Såfremt testen viser negativ, kan patienten modtage behandlingen. Hvis man er smittet, skal man være symptomfri i 48 timer inden man kan gå til tandlæge igen.
Det er ikke en udmelding, der er har givet særlig meget klarhed blandt landets tandlæger. Det fastslår formand for Tandlægeforeningen til Nordjyske, Susanne Kleist.
»Det giver noget mere bureaukrati, og det hjælper os ikke i forhold til de ekstra værnemidler, vi er pålagt at bruge - dem skal vi stadig have på, selvom patienten kommer med en negativ test. Jeg synes, det er problematisk, at den her test, der er et øjebliksbillede, skal danne grundlag for det,« siger hun til mediet.
Hun er desuden i tvivl om, om »de nye tiltag gør nogen forskel« i forhold til hvordan tandlægerne allerede nu i høj grad beskytter sig med værnemidler som mundbind, beskyttelsesbriller, og i nogle tilfælde ved at iklæde sig overtrækskitler med lange ærmer.
Ifølge Susanne Kleist afholder Sundhedsstyrelsen et møde om tandlægernes retningslinjer lørdag. De nye retningslinjer træder i kraft på mandag den 27. april, men tandlægeformanden håber, at ikrafttrædelsen kan udskydes en uge til 14 dage.
Sundhedsstyrelsens retningslinjer til landets tandlæger kom samme uge, som styrelsen fremlagde en ny målsætning om at teste danskerne for coronavirus i langt større grad end tidligere.
Det betyder bl.a. at alle med symptomer nu af deres læge kan blive henvist til test. Også raske personer kan fremover blive testet for antistoffer for på den måde at se, om de tidligere har været syge.
Testene skal bl.a. foregå i de store testtelte, der er stillet op rundt omkring i landet, og som er en del af det såkaldte Testcenter Danmark. Mens fem allerede er etableret, meddelte myndighederne fredag, at yderligere 11 er på vej. Målsætningen er, at 20.000 personer kan blive testet om dagen.