Ambassadør: USA vil give økonomisk støtte til Grønland
USA vil være den foretrukne partner i Arktis, skriver ambassadør Carla Sands i en kronik.
USA er bekymret for Kina og Ruslands stigende interesse i Arktis. Og i den forbindelse melder USA’s ambassadør i Danmark, Carla Sands, sig på banen i en kronik i Altinget og oplister USA’s mål for området, skriver grønlandske Sermitsiaq og Altinget.
»Som arktisk nation og som trofast partner er det USA’s højeste ønske at se Grønland og hele den arktiske region trives, men den udvikling må ikke ske på bekostning af sikkerheden og bæredygtigheden i området. Ruslands mønster med en aggressiv opførsel og en forøget militarisering i Arktis er en overhængende global bekymring,« siger Carla Sands.
Hun advarer samtidig mod konsekvenserne, hvis Kina bliver involveret i regionen.
»Folkerepublikken forsøger gradvist at trænge sig ind i regionen, fordi man betragter Arktis som endnu et sted, hvor man kan promovere regimets rovgriske økonomiske interesser og autoritære værdier.«
Carla Sands skriver, at - helt ulig Rusland og Kina - er Amerikas vision for det arktiske område baseret på gennemskuelighed, samarbejde og demokratiske værdier.
Det snart genåbnede konsulat i Nuuk skal således være USA's udgangspunkt for en forøget, daglig omgang med det grønlandske folk. Og ifølge ambassadøren er den amerikanske regering er ved at udarbejde en substantiel pakke med økonomisk støtte, der kan give fornyet energi til væksten i Grønland.
Det er endnu ukendt, hvad den økonomiske støtte konkret kan komme til at betyde.
De Konservatives finansordfører, Rasmus Jarlov, er skeptisk i forhold til det amerikanske udspil.
»USA arbejder helt åbenlyst på at underminere rigsfællesskabet. De har altid fået lang snor, men der er en grænse, og i sidste ende kan de slet ikke være tilstede på Grønland, hvis ikke de lægger den dagsorden på hylden. Det er helt uacceptabelt,« siger Jarlov på Twitter.
Den amerikanske præsident Trump annoncerede i 2019 en noget mere vidtrækkende idé end støtte i forhold til Grønland. Han luftede dengang tanken om at købe det selvstyrende område indenfor kongeriget Danmark. Et forslag, som statsminister Mette Frederiksen efterfølgende kaldte »absurd«.